Min tid med Nordkaperen

Da jeg først i 1956 forlod Grønland for at tage fast ophold i Danmark savnede jeg noget at bruge energien på. Jeg tog først et flyvecertifikat, men selv om det var en gammel drøm der gik i opfyldelse, så var det ikke helt det jeg havde ventet.

En anden gammel drøm var at få noget at sejle i. Jeg kendte godt Nordkaperen fra mine besøg i havnene, og en dag i foråret 1957 var den tilsalg. Jeg syntes det var et smukt fartøj, og kunne ikke stå for fristelsen, og jeg købte fartøjet som det lå i havnen. Det skulle blive indledningen til et arbejde der krævede stor tålmodighed og en god pengepung, for det greb hele tiden om sig.

Jeg fik fartøjet på land på et af de mindre værfter i skudehavnen. Så fjernede jeg alt hvad der var i skroget, fik udskiftet nogle plader i bunden, samt lagt et nyt dæk af stålplade. Det blev helt tæt, og det var en stor fordel, for de plader der måtte udskiftes var faktisk tæret indvendig fra på grund af vand der var sivet ned gennem dækket. I mellemtiden havde jeg fundet ud af at der på Thurø lå en brugt rig som passede til Nordkaperen. Denne rig fik jeg sat i efter at fartøjet først var bugseret derover på slæb efter "Provinspaketten", og så kunne den første sejltur tilbage til København indledes, godt tre år efter jeg havde overtaget fartøjet.

Nu fremstod Nordkaperen som et sundt fartøj med gode sejl, sunde master og rundholter og en ny oprigning foretaget på god gammeldags riggermaner. Herefter kunne vi begynde at sejle, for det måtte være et vi. Nordkaperen var ikke et fartøj man lige sejlede en tur i alene. Jeg havde ganske vist stiftet familie nu, og jeg kunne lige netop klare at hejse det 60 kvdr.m store storsejl medens min kone holdt fartøjet op i vinden, men så var kræfterne også brugt op. Det var derfor nødvendigt med gode venners hjælp når vi skulle ud at sejle, hvis det da ikke skulle være bare slid og slæb.

Efterhånden blev det for meget. Forårsklargøringen måtte jeg lave alene, og jeg var normalt ikke klar til søsætning før juni. Jeg begyndte derfor at se mig om efter en køber, og en dag stod Troels Kløvedal og hans venner der. De ville gerne have et fartøj der kunne gå på langfart, handelen gik i orden, og  efter 10 år kunne jeg igen slappe af for en tid, men ikke så længe, for familien og et nyerhvervet hus krævede tid, især da jeg begyndte at bygge til så jeg fik den værkstedsplads jeg altid havde ønsket. Men læs mere herom i næste afsnit.

Og Nordkaperen. Ja, Troels Kløvedal og hans venner viste den rette ånd og førte Nordkaperen ud på de dybe vande hvor den hørte hjemme. Det behøver jeg ikke at fortælle om, for det sørger Troels selv for gennem sine bøger og artikler.

Tilbage til forsiden

Redigeret 7 juni 2000