Døgnets rytme.

I min barndoms landsby var der liv. Der var liv om morgenen når hanernes galen brød stilheden, og det begyndte at klapre med komfurlåger og kogestedets ringe, eller primusserne begyndte at hvæse for tilberedning af morgenmad, for elektrisk komfur var en sjældenhed, og flaskegassen endnu ikke kommet på mode.
Når det var vinter lå man som barn i den lune seng og hørte kakkelovnen blive vakt til live. Tændt op med et kræmmerhus med aske vædet med petroleum, lidt brænde ovenpå, og så de dyrebare kul eller koks. Når det havde brændt lidt, blev der rystet energisk og støjende med risten, og så vidste man, at varmen var ved at brede sig i stuen, og man vovede sig ind fra det kolde soverum med iskrystallerne på vinduerne, og sommetider også på dyner og vægge.
Medens røgen steg op af skorstenene, begav folk sig på arbejde og børnene i skole.
Nogle få arbejdede inde i København, men de fleste havde deres arbejde på gårde og gartnerier i nærheden, eller kunne blot gå ind i værkstedet, smedjen eller slagtehuset, der lå i forbindelse med boligen midt i landsbyen.
Om dagen var der liv. Da klang det af hammerslag, arbejdsvognes rumlen og hestenes hovslag. Til tider mærkedes duften af nybjerget hø eller staldgødning der skulle spredes ud. Fra skolegården lød den kendte lyd af støjende børn der legede "sidst op", eller boldenes sjap, sjap, op ad husmuren.
Rutebilen holdt forbindelsen vedlige med storbyen, postbud Peter Hansen med hele verden, og brødmanden sørgede to gange om ugen for frisk brød fra Røde Vejrmølle Fællesbageri.
Om aftenen ændrede lydene igen karakter. Man hørte ikke længere   de karakteristiske lyde i forbindelse med dagens arbejde. Nu var det tallerkener der raslede når der blev vasket op, og børnenes mere afdæmpede leg med en sidste gang "skjul" eller "langbold" inden sengetid. De unge kunne trække den lidt længere. De samledes i grupper hvor snakken gik som den altid har gjort det.
Måske var der nogle af beboerne i Kommunehuset der havde fået en øl for meget, og nu i al fredsommelighed udøste de værste trusler mod hinanden, men hverken havde evner eller hensigt til at fuldbyrde de handlinger der stilledes i udsigt.
I den sene aftentime kunne man også høre "Nat-Anders" med sin gamle Ford, når han på dette lidt besynderlige tidspunkt, forsynede sine faste kunder med brød.
Sidst på aftenen og om natten blev der næsten helt stille. Måske hørte man en ugle tude, eller tømrerens store hund kom med et par dybe "Vuf-Vuf", til stor irritation for mine forældre. Det var nok fordi krystalapparatet med pressens radioavis kun var udstyret med et par hovedtelefoner, og det var for lidt til de otte hoveder der var i familien, så det krævede stilhed hvis alle skulle lytte med.
En anden kendt lyd var damplokomotiverne der satte i gang på Glostrup eller Tåstrup station, eller ved trinbrættet i Vridsløselille. Man kunne rigtigt høre det lange "Puuf - Puuf"- og så nogle hurtige "Puf, Puf, Puf" når grebet i skinnerne glippede, og der måtte lukkes lidt ned for dampen til der igen var bid.
Ellers hørte man kun en brummen fra transformatorbygningerne, der som små olieboretårne var anbragt på strategiske steder rundt om byen, eller en syngen fra højspændingsledningerne i de kolde stjerneklare vinternætter.
Uanset stilheden må der alligevel have foregået noget i byens huse, for hvorledes skal man ellers forklare de mange børn der dengang var i familierne, til trods for de vanskelige vilkår for forældrenes privatliv i de overfyldte huse.
 
 

De erhvervsdrivende

Da mine forældre flyttede til Vallensbæk i 1932, var det en følge af depressionen, der gjorde, at de måtte opgive driften af et mindre landbrug i Sydsjælland.
De tiltrådte nu
en stilling som såkaldt gift fodermester på Korsagergård, og vi kom følgelig til at bo i Korsagergårds fodermesterhus ved Bækrenden, matr. nr. 48. Ideen med en gift fodermester var, at konen skulle hjælpe til med malkningen, der udelukkende var håndmalkning.
Der gik dog ikke mere end nogle få år før de måtte skifte arbejdsplads igen, bl.a. fordi min mors hænder ikke kunne holde til malkearbejdet.
I den tid vi boede ved Bækrenden var vi tæt på de erhvervsdrivende, da vore naboer var tømrer Ole Andersen, slagter Henriksen og bag ved denne smed Iversen.
Fra tømrerværkstedet hørte man dagen lang de kendte lyde, kraftige hammerslag når der skulle slås søm i. Tonen ændredes, blev højere efterhånden som sømmet forsvandt ned i planken, og til sidst et par ekstra slag hvor planken gav lyd når sømhovedet blev banket helt ned i træets overflade. Der var de mere ensartede, blødere slag, når køllen ramte stemmejernet, for den gang blev bygningsdelene samlet med tapper og udstemmede huller. Håndsavens lyd var også let genkendelig, med de raske tag hvor lyden ligeledes ændredes med snittets dybde, Og afsluttedes med det afskårne træstykkes fald mod gulvet.
Når håndkraft ikke længere var tilstrækkelig, gik mester eller svend over i det bagerste venstre hjørne af værkstedet, slog knivafbryderen op, elmotoren begyndte at brumme, men først når igangsætterens håndtag førtes langsomt frem over kontaktpunkterne begyndte motoren at rotere. Forlagstøjets lange aksel med de store remskiver oppe under loftet kom i omdrejninger, remsamlerne i de brede drivremme begyndte at klapre og rundsaven at synge.
Så blev det stykke træ der var under arbejde skåret, knivafbryder og igangsætter ført tilbage til udgangspunktet, og lyden fra maskinerne døde langsomt ud igen, så man nu kunne høre lærlingen fløjte tidens schlager "Hen til kommoden og tebavs igen, maven må man se at blive af med".
Der var mange børn i tømrerfamilien. Faktisk var det blevet til 12 børn født gennem en periode på 24 år. En dreng var dog død af ægte strubehoste- en art difteri- der efter sigende opstod efter en tur i den fugtige mose.
De ældste børn var allerede flyttet hjemmefra og havde etableret sig som selvstændige, ja Laurits nåede tilmed at komme i sognerådet, og ydermere at blive sognerådsformand, i det tidsrum beskrivelsen handler om, nemlig fra depressionen først i trediverne, til 2. verdenskrigs begyndelse og Danmarks besættelse i 1940.
Vi så dog mest til de børn der stadig boede hjemme, og her var det naturligt nok Willy med sin BSA og Hilbert med sin Ariel motorcykel der appellerede til en lille drengs fantasi.
Willy arbejdede som tømrer, og kørte ud til arbejdspladserne på sin motorcykel. Min mor var bekymret, for han havde en vane med at vende sig om under kørslen og kikke ned på baghjulet, nok for at se om der var tilstrækkelig med luft i.
Min ældste broder Bent var mere bekymret for Hilbert. Ikke for at han skulle se på baghjulet, men for at han skulle glemme at se på vækkeuret. De arbejdede nemlig begge på gartneri ved Glostrup, og Bent kørte med bag på Hilberts motorcykel, til tider med forsinket afgang på grund af Hilberts gode sovehjerte.
Til så stor en familie var der naturligvis brug for meget mad. Her kom Peter ind. Man havde nemlig egen ko som Peter passede, og når sommeraftenens stilhed satte ind, kunne man høre koen komme traskende hjem, medens Peter kom daskende et godt stykke bagefter, og fyldte aftenstilheden med en melodisk fløjten.
Vi så dog nok mest til den unge pige, Ellen Margrethe, der var hvad man med et moderne udtryk kalder teenager da vi kom til byen. Selv om en fodermesterfamilie ikke rangerede særlig højt i den sociale hakkeorden, var både min far og mor rimeligt veluddannet, og havde bl.a. været på højskole, og var begge uddannet som kontrolassistenter. Dette medførte, at de rejste rundt på gårdene og kontrollerede mælkens kvalitet. De nyankomne virkede derfor nok som et frisk pust udefra, i en landsby hvor beboerne i udstrakt grad var knyttet sammen af familiemæssige bånd.
Desuden havde min far i sin ungdom spillet til baller, og det hændte nu, at han tog violinen med ud i haven, og lod tonerne lyde. Det trak naturligvis hurtigt unge til, på et tidspunkt hvor radioen trådte sine barnesko, og fjernsynet slet ikke var opfundet.
Ellen Margrethe dyrkede i øvrigt også musikken, for hun kom fra et hjem med klaver, og det kunne man ikke undgå at høre, når tonerne gjaldede ud i gården gennem åbne døre og vinduer, medens vi unger var vildt imponeret.
Ejler var altid aktiv, hvad enten han lå ude på gårdspladsen og borede et hjulnav til en hestevogn ud med et sindrigt specialværktøj, eller lavede sig lidt ekstra lommepenge ved at sætte brugte cykler i stand. Det var også Ejler der forestod arbejdet med at fælde det store træ, der stod så tæt på tømrerværkstedet, at der måtte rigges taljeblokke og et langt tov til, for at trække det fri af bygningen under faldet.
Taljearrangementet blev gjort fast til en pæl banket ned i jorden, men da en sådan begivenhed hurtigt rygtedes, og hjælpsomheden var stor, blev der trukket i tovet med så voldsom kraft, at pælen gav efter og træet blev stående. Snittet måtte derfor gøres lidt dybere med den store tomandsbetjente skovsav, og endelig var det træet der gav sig. Alle løb som vanvittige for at trække træet den rigtige vej. Jeg trak naturligvis også med i tovet, men min størrelse taget i betragtning, var min bedste præstation sikkert, at jeg undgik at blive trådt ned af de andre.
Helga og Leo var de yngste børn, og jævnaldrende med mine ældre søskende. Jeg husker dem dog ikke som nogle vi plejede omgang med, men det kan jo skyldes at de var i den alder, hvor man er for stor til at lege, og for ung til at være et interessant forbillede for os børn.
Smeden var nabo til tømrerværkstedet. En stump vej op til de bagved liggende huse adskilte dog det egentlige smedeværksted og sammenbyggede beboelse fra smedens vænge, der lå op ad tømrerværkstedet, og gik helt ned til Bækrenden. Smedeværkstedet var let genkendeligt på den store skorsten til aftræk fra essen, og der var lerstampet gulv i såvel smedeværksted som den tilliggende bygning, hvor hestene stod når de skulle have nye sko.
Fra smedjen lød raske hammerslag dagen lang. Først et par klingende tomgangsslag i ambolten for at sætte gang i hammeren. Så de kraftige slag med den blødere lyd, når hammeren ramte det glødende jern, hver gang ledsaget af et lille støn fra smed Iversen. Derefter et vurderende blik på det arbejde der med venstre hånd fastholdtes i smedetangen, og nu var blevet for koldt til videre bearbejdning.
Hvis arbejdet fandtes tilfredsstillende, blev det med en syden afkølet i svalekarret. Skulle der videre bearbejdning til, startede smeden igen det eneste motoriserede redskab i værkstedet, ud over en mekanisk fjederhammer, nemlig blæseren til smedeessen. Der blev rodet lidt i kullene, og smeden kunne trække vejret medens essen igen opvarmede emnet til den rette temperatur for videre forarbejdning.
Hvis der skulle slås med forhammer, ved f.eks. fremstillingen af en hestesko, måtte den karl eller gårdmand der var kommet med hesten give et nap med, idet smeden måtte holde tangen med hesteskoen i den ene hånd, og den skaftede mejsel eller dorn, som hjælperen skulle slå på, i den anden hånd.
Når den mekaniske fjederhammer blev taget i brug var der anderledes gang i slagene ,som med en vældig larm haglede ned over emnet der skulle bearbejdes, men denne hammer var kun anvendelig til visse opgaver.
En elektrisk boremaskine er i dag en selvfølgelighed i næsten ethvert hjem. Smed Iversen kunne imidlertid godt klare sig med en hånddrevet søjleboremaskine med et stort svinghjul foroven, så boret fortsatte med at rotere, når man slap håndsvinget for at smøre med boreolie eller øge tilspændingen.
Det kunne være koldt om vinteren, men det havde en af de sjældne smedesvende en løsning på. Han tog nogle gløder fra essen og kom op i træskoene, rystede lidt med dem så de ikke brændte træskobundene, og hældte derpå gløderne tilbage på essen. Nu var træskoene dejlig lune, men vi troede gerne svenden, da han betroede os, at man skulle passe på at få alle gløderne ud inden man igen stak fødderne i træskoene.
En af de største opgaver smedeværkstedet kunne komme ud for, var når der skulle sættes jernring om et hestevognshjul. Her arbejdede tømrer og smedeværksted sammen.
Hjulet blev lagt ned ude på en rund betonflade med hul i midten, som navet kunne gå ned i, og hjulbanen dermed ligge tæt an mod underlaget. Så lavede smeden en ring af stangjern hvor samlingen smedesvejsedes. Det foregik ved, at det hvidglødende jern blev banket sammen, og det hele skulle ske hurtigt, for jernet skulle være helt oppe ved smeltepunktet, og der krævedes flere hjælpere til at bære den tunge ring, og holde den medens den blev smedet sammen.
Ringen blev lavet lidt for lille til at kunne gå på hjulet. Når ringen var færdig blev den varmet op hele vejen rundt. Det foregik ved, at den stykke for stykke blev drejet rundt i essen, så varmen blev jævnt fordelt.
Nu blev ringen båret ud, og da den havde udvidet sig på grund af varmen, kunne den falde ned over vognhjulet, som oftest hjulpet lidt med en hammer. Når ringen havde sat sig lidt, blev hjulet rejst op og trillet ned i et kølekar, der kun var i stand til at dække et stykke af hjulranden ad gangen. Hjulet måtte derfor drejes stykke for stykke, medens røg fra brændende træ, og damp fra kølevandet, stod om den travle gruppe.
Når jernringen var kølet helt ned, havde den trukket sig hårdt sammen om hjulet, og var på den måde med til, at holde de enkelte trædele, som hjulbanen var bygget op af, fast sammenspændt, og på plads på egerne der gik ud fra navet.
Uden for smedeværkstedet stod også den store håndtrukne slibesten, som man kørte ned og lånte, når der var en større slibeopgave, som skærpning af kniven til en høstmaskine.
Smeden var også biavler. Når dagens slid var forbi, kunne man se ham gå rundt med net på hatten og røgpuster i hånden, medens vi børn holdt en passende afstand. Vi kendte jo bierne bedst fra deres stikkende side, når vi under leg kom til at klemme en bi så den gik til modværge. Det var derfor også smeden der blev tilkaldt, da en sky af sværmende bier slog sig ned i et træ ved skolen, og de panikslagne børn betragtede ham som noget af en troldmand, da han kunne berolige sværmen og føre den hjem til sine egne bistader.
Smeden havde ligeledes et offentligt hverv. Han var formand i sygekassen. Når han altså blev valgt, For "Vognmanden", Valdemar Hansen bejlede også til denne ærefulde post, og bølgerne gik højt på generalforsamlingerne, hvor selv en beboer fra kommunehuset lod sig rive med af stemningen, og deltog i den hidsige debat. Dette uanset, at han på grund af restance faktisk var uden stemmeret, og den dermed forbundne indflydelse på sygekassens fremtid.
Smeden havde 3 børn, alle piger. Datteren Inger og tømrerens Willy gik og kissemissede. Det syntes vi drenge var noget pjat. Piger skulle man holde sig fra. Man har som bekendt et standpunkt til man tager et nyt. Min lillebror Poul havde allerede taget sit standpunkt. Han legede med "Nutte", der var barnebarn af smedens nabo og, og i perioder boede hos sine bedsteforældre. Ja, Poul og Nutte gik endda så vidt, at de kyssede hinanden, medens de voksne stod og bekendtgjorde vidt og bredt hvor sødt det var.
Vi andre nøjedes med at konstatere, at de var så små, at de endnu ikke havde erkendt hvad der sømmer sig for en dreng og en pige.
Det havde derimod Inger og Willy, som endte med at blive gift med kirkebryllup i Vallensbæk Kirke. Min ældste broder Bent var tidligt begyndt at interessere sig for fotografering. Han havde af en arbejdskammerat købt et stort klapkamera, der tog billeder i postkortformat, og han benyttede lejligheden til at afprøve kameraet, ved at tage et billede af brudeparret foran kirken.
Desværre stod kvaliteten af billedet ikke mål med formatet, om det så skyldtes objektivet, filmen eller en sjusket fremkaldelse. Under alle omstændigheder skulle brudeparret have et billede, så helt galt var det altså ikke.
Ved den fjerneste ende af vor have boede slagter Henriksen. Det er dog mere korrekt at sige slagterfamilien Henriksen, for slagter Henriksen var selv død. Jeg havde hørt det skyldtes et uheld med slagtepistolen, men det var vist ikke rigtigt.
Slagtervirksomheden blev derfor drevet videre som et familieforetagende, hvor fru Henriksen mest stod for salget, medens de to unge sønner, Simon og Hans Christian varetog slagtningen, såvel hjemme i slagtehuset som ude på gårdene.
At være slagter den gang betød ikke at man havde et slagtehus med hvide fliser på væggene. I dette tilfælde var slagtehuset nærmest at sammenligne med en garage med hvidkalkede vægge og betongulv. Dette hindrede dog ikke Simon og Hans Christian i at slagte en ko, blot med en talje til hjælp, så dyret kunne hejses op i benene under udtagning af indvolde og partering.
Vi havde alle en vis respekt for slagtepistolen, som vi havde hørt også kunne være farlig for slagteren. Når der skulle slagtes en kalv var risikoen ikke så stor, for her blev kalven blot lagt op i en slagtekrybbe - som en slags savbuk - og bedøvet med et slag i hovedet af en stor hammer. En sådan slagtning kunne udmærket foregå ude i gården, så vi med vort nære naboskab kunne følge med i hvad der foregik.
Selve forretningen var heller ikke noget at prale af. Der var nemlig ikke nogen. Det der gjorde det ud for en slagterforretning var et såkaldt kælderrum i enden af huset, forsynet med forsænket stengulv og en stenbænk langs væggen. Her kunne madvarerne stå så køligt som årstiderne tillod, for der var heller ikke noget der hed køle- eller fryserum.
Salget foregik ved entredøren, og jeg har ofte stået i den lille entre og set ned i kælderen, hvor fru Henriksen hakkede en gang fars på den elektriske kødhakkemaskine, der stod på stenbænken til venstre for døren ned til kælderen.
Kødhakkemaskinen havde sin egen lyd. Hver gang den fik en ny portion småtskårne kødstykker - godt hjulpet på vej ned gennem tragten med en træstøder, for fingrene skulle man passe på - så kunne man høre den fik noget at arbejde med, indtil det hele kom ud gennem hulskiven foran på maskinen, og lignede en gang lyserød makaroni, hvorefter maskinen igen fik sin afslappede tomgangslyd.
Selv om slagte- og salgsforhold ikke levede op til nutidens krav, så må man ikke tro at kvaliteten af varerne var ringere. Man havde blot ikke mulighed for at have varerne liggende så længe, og var mere kritisk med kvaliteten af de produkter man skaffede hjem udefra.
Det kunne nemlig også lade sig gøre, for slagterens havde bil. De kunne hente varer i København, eller køre rundt og faldbyde slagtervarer i oplandet. Det var dog ikke nogen almindelig bil set med nutidens øjne, idet den både var person og lastbil. Dog ikke samtidig.
Systemet var såre enkelt. Den bagerste del af karosseriet og bagsædet kunne frigøres og løftes af, hvorefter et par stærke mænd anbragte et lille lad med varekasse på den frigjorte plads. Det var en ganske raffineret løsning, i de tider hvor biler var en sjældenhed, men operationen var trods alt så omfattende, at man nok ikke gjorde det for at komme standsmæssigt til aftenkaffe hos familien.
En stor del af Simons og Hans Christians arbejde var udeslagtninger. Især til jul var det lige så svært at få en tid til slagtning, som når vi i dag skal til tandlægen.
Fra tidlig morgen til sen aften i lygternes skær, lød de hjerteskærende skrig fra de arme grise, hvad enten det var kornfede gårdmandsgrise, velaflagte husmandsgrise, eller fattigmands garagegrise der var blevet fedet op på en blanding af madrester og tiltusket korn, medens de levede en dulgt tilværelse i ly for skatte- og veterinærmyndigheder.
Uanset tilhørsforholdet skreg grisene dog lige højt, når de brat blev hevet ud af den lune stald af nogle stærke mænd, medens vi børn helst gemte os af vejen til det hele var overstået. Man får jo alligevel et vist forhold til sådan en gryntende grisebasse, der var kommet til huse i en sæk på nakken, og nu helst skulle veje lige så meget som et voksent menneske.
Ritualet ved slagtningen var altid det samme. Varme vand i gruekedlen, kar parat til skoldning, en stige grisen kunne ligge på og som den senere kunne hænges op i til afdrypning af blod og afkøling.
Når slagteren kom, var det hele hurtigt overstået. Så snart grisen var anbragt på den liggende stige blev den "stukket", så blodet sprøjtede ud. Her stod vor mor parat med en stor gryde og gryn, idet blodet blev opsamlet til blodpølser. Så blev grisen skoldet i det varme vand, børsterne skrabet af med noget der lignede et kræmmerhus, indvoldene taget ud, og grisekroppen med hoved fastgjort ved bagbenene til stigen. Grisen blev derpå stillet til afkøling i lodret stilling under et halvtag eller i en overdækket port, idet man håbede at alle hunde holdtes bundne i disse dage.
Selve parteringen fandt først sted på et senere tidspunkt, hvorefter kød der skulle gemmes i længere tid, eller skulle letsaltes til rygning, kom i saltlage i sulekarret.
For de lykkelige ejere af den slagtede gris var opgaverne dog ikke slut. Ildelugtende tarme skulle vendes og renses mellem to strikkepinde der blev holdt tæt sammen. Det var de tynde tarme der skulle bruges til medisterpølse. De tykke tarme og mavesækken blev brugt til blodpølsen. Flommen blev smeltet af og blandet med løg. Det gav nogle dejlige fedtemadder, og i tilgift fik man fedtegrever til pålæg. Lungerne blev brugt til finker, og i det hele taget var der ikke den del på en gris som ikke kunne finde anvendelse.
Vort naboskab med slagterfamilien var udmærket. Selv da slagterens høns havde mistolket det moderne begreb for fritgående høns, og foretrak vor have frem for deres egen, blev der ingen mislyde, da et lidt for velrettet stenkast ramte en høne i hovedet, så den faldt død om, og min mor måtte ind og aflevere den.
Det var også slagterens der måtte holde for når det var tordenvejr. Mine større søskende var meget bange for torden. Det var jeg åbenbart ikke, for det var altid mig der måtte gå op til slagterens, for at bede dem ringe efter vor mor, der var på arbejde oppe på O.C.Kjærs gartneri på Torvevejen.
Svaret var kendt på forhånd. Telefonen blev dengang ført i luftledninger, og ingen havde lyst til at få sprængt trommehinderne ved et nærgående lynnedslag, eller måske selv blive ufrivillig lynafleder ved et direkte nedslag i trådene, så man måtte beklage at det ikke var muligt at ringe. Det var nok godt det samme, for det var heller ikke rart at skulle cykle hjem under tordenvejret.
 

Købmænd og handelsfolk

Til de erhvervsdrivende må også henregnes byens købmænd. Der var nemlig flere.
Da vi kom til Vallensbæk benyttede vi købmand H.P.Sørensen, der havde forretning i huset på toppen af bakken, og lå over for præstegården.
Købmand Sørensen og hans kone Johanne var ældre mennesker. De kom fra Ledøje, og købmanden omtaltes i denne forbindelse som "Urmageren fra Ledøje". Købmand Sørensen havde et stift ben, så han var ikke så godt gående, og når han sad i en stol stak stak benet lige frem i stuen. Det var venlige mennesker, der passede den lille, og ikke særligt veludstyrede, butik punktligt, når bimmelimklokken, der sad på en fjeder over døren, lød.
Jeg har ofte været til købmand her. Jeg løb op gennem smøgen mellem smeden og Anders Pejterens hus, hen forbi Johan Amagers hus, og var så lige ved købmanden. Da forretningen var spartansk udstyret, var der nok ikke så meget et drengehjerte kunne begære, men jeg kan da huske, at jeg en gang erhvervede et hefte- måske var det til en jul- hvori remsen om Gris Mathis der gik gennem isen forekom.
Købmand Sørensens var som sagt ældre mennesker, og fik nok ikke luftet så meget ud som der egentligt var behov for. Følgen var, at der kom til at lugte noget indelukket. En aroma der også fulgte varerne. Dette gav anledning til en yndet sport ved konfirmationerne, nemlig at snuse sig frem til hvor telegrammerne var købt.
Lugte var ellers ikke noget man var så sarte med den gang. En hest der urinerede ude på vejen, møddingerne der lå ved gårdene inde i byen, møg og ajle der kørtes på marken uden for vinduerne, eller lokumsspanden- der var den dybere årsag til vore eftertragtede store rabarber- var alle ingredienser der satte sit præg på landsbyen. Kom der så tilmed lidt gulvopfej og en osteskorpe i kakkelovnen, så kunne det lugtes over den halve by i de næste 10 minutter
Da købmand Sørensens kone døde i 1937, opgav han at drive forretningen videre, og flyttede hen til sin datter og svigersønnen Kort Kortsen på Enghavegård. Købmand Sørensen gik dog daglig hen til sin gamle bopæl, for at sidde og læse avisen i de vante omgivelser.
Da den gamle købmand gav op, måtte vi finde en ny leverandør. Det blev den store købmand nede i krydset hvor vejene til Brøndbyvester, Vridsløselille og op gennem byen mod stranden mødtes.
Dette var en slags handelsmæssigt centrum. Her hængte postkassen. Her stod telefonboksen med møntindkast til 10 øre, og her havde købmanden en benzintank. Salget var dog nok ikke stort, for man kunne nøjes med at fylde jordtanken op fra nogle 200 liter tønder, der stod på ladet af en lastbil, og blev forbundet med påfyldningsstutsen ved hjælp af en slange med flotte messingforskruninger.
Tankstanderen  var naturligvis af den gamle type, hvor benzinen skiftevis blev pumpet op i to glasbeholdere. Hver beholder kunne rumme 5 liter, og når en beholder var fuld, blev den med et omskifterhåndtag sat i forbindelse med påfyldningsslangen, og benzinen løb ved egen kraft ned i køretøjets tank. I mellemtiden havde ekspedienten fyldt det andet glas med nogle raske pumpeslag, og processen kunne gentage sig.
Det var farlige sager man her havde med at gøre, og der krævedes en ansvarlig person til at betjene et sådant tankanlæg, så man kunne være sikker på, at skiltet med "Tobaksrygning strengt forbudt" blev taget alvorligt.
Så var det lille tankanlæg til petroleum, der var placeret på væggen inde i købmandsbutikken lettere at betjene, skønt det i princippet virkede på samme måde. Her var det blot petroleum der skulle fyldes i medbragte dunke. Dette anlæg krævede også påpasselighed, men det var mest med ikke at få petroleum på fingrene, for flødeboller med petroleumssmag var ikke rart- selv om de kun kostede 5 øre stykket.
Denne købmandsforretning var lys og luftig. Der duftede af friskmalet kaffe fra den elektriske kaffemølle. Vi skulle altid have 1/2 pund kaffe og 2 Richs. At det skulle være Richs kaffetilsætning var en selvfølge, for her var der Richsmærker i. Så hjalp det ikke at konkurrenten "Danmark" besvarede Richs slogan "Det er Richs der drik's" med "Men det er Danmarks der duer".
At kaffelugten også havde værdi vidste Olssons gamle mor. Hun kom med den gamle pose når hun skulle hente kaffe, for kraften sad i den.
Der duftede også af nyt læder fra træsko. Af spegesildene der blev taget op af tønden med en tang lavet af træ, og pakket ind i et godt lag gamle aviser. Der duftede af kanel og krydderier, af sæbe og soda og af bolcher og cigarer. Det sidste mest når en større regning var
betalt, og børnene fik et kræmmerhus med bolcher, medens manden fik en cigar fra bydekassen.
At der kunne blive en stor regning var ikke så mærkeligt, for varerne blev oftest skrevet i bogen, og så betalt med visse mellemrum. Nogle gange lidt for lange mellemrum- eller slet ikke.
Købmandsforretningen var delt op med en disk. En grænse der ikke kunne overskrides. På den anden side af denne markante barriere herskede købmanden og den eventuelle kommis, medens vi andre absolut intet havde at gøre derovre. Vi måtte i stedet fremsige vore ønsker, eller lægge den medbragte seddel på disken. Herefter trak købmanden skuffer ud på bagsiden af disken eller i reolen på bagvæggen. Mel, gryn, sukker og salt eller hvad man ellers skulle have blev omhyggeligt vejet op i papirsposer på messingvægten med de to store vægtskåle og løse lodder, der var anbragt på disken. Vægten var nok det mest benyttede redskab, for så at sige alt solgtes i løs vægt på det tidspunkt.
På disken stod der naturligvis også et kasseapparat, der som en anden "Enarmet tyveknægt" havde dansende tal og klokkeklemt, når der blev drejet i håndsvinget, og skuffen røg ud. Det var dog som nævnt ikke hver gang der var "Jackpot" for købmanden. Han var dog ikke utilfreds, for jeg hørte ham en gang omtale sin daværende kommis i rosende vendinger, fordi han kunne fremvise en omsætning på 75 kroner om dagen.
Når vi havde været nede og handle, og varerne skulle bæres hjem, så bar vi dem i den medbragte spånkurv. Dog ikke når vi skulle have kul. De blev nemlig bragt ud.
Der havde været flere indehavere af denne forretning. Jeg husker imidlertid bedst købmand Sidenius, der havde forretningen til han byttede med Lauritz Andersen, og fik dennes store villa på Køgevejen, medens Lauritz og Fanny blev de nye købmand.
Sidenius var nok lidt forud for sin tid. Han var klar over at reklame skal der til. Han rykkede derfor en annonce ind i Glostrupavisen der lød "Paris - London - Vallensbæk. Her fås altid de bedste varer". Hvorvidt omsætningen forøgedes vides ikke, men omtalen gjorde det i hvert fald.
Den tredje købmand var egentlig en kiosk, der lå på hjørnet hvor man drejer ned til stranden. Da vi kom til byen hed huset "Rapid", men senere fik det et navn der passede bedre til beliggenheden, nemlig "Hjørnet". Kiosken ændrede også karakter. Efterhånden blev sortimentet udvidet, og til sidst var det en rigtig lille købmandsbutik.
Oscar Banemanns ishus blev derimod aldrig købmandsforretning, men til gengæld samlingssted for byens unge, og fortsatte med at eksistere helt op i nyere tid.
Banemann var meget interesseret i dyr, og havde bl.a. en abe. Det var en marekat, der let lod sig ophidse, og så var det naturligvis svært for de unge mennesker at lade være med at drille den, hvorefter det var Banemann der blev ophidset. Han havde også på et tidspunkt en alligator, samt en slange, hvor han yndede at vise hvordan gatåbningen var lukket med et låg, og dernæst skulle ind og sælge is i ishuset.
Vi var nu glade for at komme der hvor andre unge var samlet, for der var ikke megen underholdning i landsbyen på det tidspunkt.
Banemann havde flere sønner. Henning var en af dem man så op til, for han var i snedkerlære, og havde bygget en kajak, som han brugte til at padle rundt i gadekæret med. En Sct.Hansaften var især uforglemmelig. Henning padlede rundt og tændte bål midt i gadekæret, og fakler uden om. Der er nok blevet solgt mange is denne aften.
Henning gik også i gang med at bygge et svævefly. Da han jo var snedker samlede han kroppen omhyggeligt med træskruer smurt med paraffin. Han nåede aldrig at få lavet resten, og det var nok et held, for det var ikke denne byggemetode der var den foreskrevne for et luftfartøj. Men spændende var det da, og især når man selv gik med drømmen om at kunne flyve.
Forsyningerne til ishuset kom med bil fra Hellerup Flødeis. Da man endnu ikke havde dybfrysere til opbevaring af isen, blev den i stedet anbragt i et isskab, hvor kølemidlet var nogle beholdere med knust is. Denne is blev så suppleret med nyt, og smeltevand hældt fra, hver gang bilen kom med en ny forsyning flødeis. Det er dog en gåde, hvordan dette system kunne holde temperaturen så langt nede at flødeisen ikke smeltede, men man benyttede måske en kuldeblanding bestående af knust is og salt, der var i stand til at bringe temperaturen ned under frysepunktet.
Det var denne metode man brugte, når man dengang lavede hjemmelavet flødeis til større festmiddage, men så skulle det helst være vinter, for nok kørte der biler og hestevogne rundt med isblokke til private isskabe, men de kom jo ikke ud til Vallensbæk.
Når landsbyens handlende ikke længere slog til, måtte man til Glostrup, Tåstrup eller endda helt ind til København.
I Glostrup købte man smør fra dritler, gravet ud og klappet til i en pakke med en lille rillet træspade. Det gav et flot mønster i smørret når den søde Irmapige tryllede. Smør og æg m.v. blev solgt i et rum, hvor butiksvinduerne hele tiden blev overrislet med koldt vand, så rummet i hvert fald føltes køligt.
Kaffe og kolonialvarer blev solgt i lokalet ved siden af, og her gik man ind gennem noget så usædvanligt, som en dør der kunne svinge til begge sider. I kaffeudsalget kørte kaffemøllerne med de store remtrukne hjul og de blanke beholdere med kaffebønnerne der skulle males. Der duftede livsaligt af kaffe og krydderier i denne afdeling.
Hos Cykelimporten - også kaldet "Kobbersmeden"- et navn der efter sigende var opstået da ejeren i sine unge dage kørte motorcykel, og havde forsynet denne med et udstødningsrør af kobber, her købte man forståeligt nok den nye cykel. Denne var dog oftest en brugt cykel der var sat i stand på værkstedet inde i gården. Her fik man også opladet akkumulatoren til radioen, hvilket var nødvendigt i den tid vi boede i et hus uden elektricitet.
Skulle man bruge bøger eller lignende, var det Otto Thim's boghandel, hvor boghandleren selv var med bag disken iklædt aristokratisk knækflip, og havde man flere penge end man kunne bruge, så kunne man sætte dem ind i Forstædernes Bank ved siden af boghandelen.
Der var godt nok også Privatbanken og Andelsbanken, men man var omhyggelig med hvem man ville betro sin kapital, for at låne kunne der slet ikke være tale om.
Det var altså Forstædernes Bank der gik af med sejren, og blev mit betroede pengeinstitut ind til de for ikke så længe siden meddelte at de ikke rigtigt havde brug for mig mere. Ja det vil sige, jeg kunne godt have mine penge i deres varetægt, men jeg ville ikke få renter længere, og måtte ikke blive betjent af den søde kassedame, men blev i stedet henvist til at forhandle med en automat i et hjørne af lokalet.
For 50 år siden var det anderledes. Her gik man først hen til skranken, hvor det på et skilt stod "Notering". En stilig dame tog imod bankbogen, og førte med pen og blæk indskud eller udtræk ind i denne og i hovedbogen. Bagefter gik man hen til kasserer Jensen, der sad i sit aflukke, og her indbetalte man, eller fik udbetalt, de penge der var blevet noteret.
Alt var præget af ro og værdighed. Lokalet udstrålede soliditet og pålidelighed, og man talte dæmpet, som var det en højtidelig handling der fandt sted.
I Tåstrup var det H. Jessen man handlede hos, hvis man skulle have en ny rist til kakkelovnen, eller et bræt til en nykonstruktion.
Det sidste var tilfældet, da jeg havde fundet på at jeg skulle lave mig et par ski. Brættet var imidlertid tungere og længere end jeg havde forestillet mig, og det resulterede i, at jeg ikke kunne komme op og sidde på cykelsadlen når jeg havde brættet på skulderen, og samtidig måtte bruge den ene hånd til at styre det. jeg cyklede derfor hjem siddende på bagagebæreren, da jeg kunne nå jorden med benene i denne stilling.
En forbipasserende betjent, der naturligvis også var på cykel, stoppede mig, og skulle have en forklaring på, hvad en dreng, siddende med et 4 meter langt bræt på skulderen, foretog sig på en cykelbagagebærer. Man havde åbenbart ikke forudset at noget sådant kunne finde sted da loven blev udformet, for jeg fik lov at fortsætte hjemfarten.
Skiene fik jeg også lavet, men da jeg hverken var i stand til at høvle dem ned til den rigtige tykkelse, eller bøje spidserne rigtigt, blev de noget klodsede.
Når vi skulle have slagtervarer der gik ud over slagter Henriksen's formåen, var det ligeledes ofte i Tåstrup vi handlede. En vinter var jeg blevet sendt op efter knækpølser. Da jeg nåede frem og skulle bede om varerne havde jeg tabt pungen med pengene, og måtte cykle hjem med uforrettet sag. Det var næsten ikke til at bære. Ingen dejlige pølser, pengene væk, og så tilmed hænder der smertede af kulde, og måtte nulres mellem min mors hænder, for at komme gennem den smertefulde proces det er, igen at få blodet i gang.
Når der skulle handles stort ind, var det i København det foregik. Man kunne tage rutebilen ind med Holger Larsen som chauffør, men det var billigere at cykle, og min mor gik ikke af vejen for at cykle ind til København efter en fuld arbejdsdag. Nogle gange havde hun selskab af mine større søskende, men ellers kørte hun gerne alene, da min far skulle passe aftenmalkningen.
I København var det især Istedgade der var det foretrukne område. Her var der dengang mange gode butikker med rimelige priser, og det var her vi fik fars til bøf fra hesteslagteren og sko fra Valeur.
Når man ikke valgte Istedgade kunne man også få sko fra Hector, og så var der naturligvis Daels Varehus. Illum og Magasin var kun for de fine. Her var det for dyrt at handle for menigmand, men til gengæld kunne man af mærket i tøjet se hvor det kom fra, så det gav en vis prestige, og viste at man havde klasse. For os andre var en overfrakke med dette mærke ikke så eftertragtelsesværdig, for her var det blot et tegn på, at overfrakken var købt hos marskandiseren, eller skænket som velgørenhed.
Hvis man ikke havde lyst til at tage til København for at handle, var der endelig den mulighed, at bestille varerne hjem i et postordrefirma som Daells Varehus eller Candor, der begge udsendte kataloger hvert år.
Daells Varehus førte stort set de samme varer som i dag, nemlig tøj, legetøj og husgeråd, men nok ikke møbler, der er kommet til senere. Candor handlede med værktøj, cykler og artikler for landbruget.
Varerne blev i reglen sendt som postpakke, der skulle hentes på posthuset i Glostrup. Hvis pakken ikke var alt for stor, tog landpost Peter Hansen den imidlertid med på cyklen, når han alligevel var i Glostrup for at hente dagens post, og fik så en drikkeskilling for sin ulejlighed.
Når pakken endelig var i hus, var spændingen næsten uudholdelig, indtil resten af familien var samlet, og udpakningen kumme ske. De modtagne varer var i reglen af god kvalitet der svarede til forventningerne.
Som tidligere omtalt, købte man brød to gange om ugen ved brødbilen fra Røde Vejrmølle Fællesbageri. Endvidere var der "Natanders", der havde sin egen kundekreds. De senere år begyndte der at komme en bager fra Greve, der meget logisk blev kaldt "Grevebageren". Han kom kun en gang om ugen, og hans specialitet var et langt "landbrød"- en slags sigtebrød, som vi hjemmeværende børn straks kastede os over, og smurte nogle madder med fedt og salt.
Hvis man blev tørstig af de salte madder, så var der også råd for det, for så kunne man købe sodavand ved en vogn der kom fra en sodavandsfabrik i Tåstrup.
Til leverandørerne der kom ved dørene, må også regnes uldkræmmeren der kom med bylten på nakken. Den indeholdt mest godt varmt undertøj. Der var ligeledes en frisør der fik lov at klippe os alle efter tur, og "Vrikkelaus"- der havde dårlige hofter og vrikkede helt over til siden for hvert skridt han tog. Det virkede lidt uhyggeligt på os børn, men han var naturligvis ganske harmløs, og opretholdt livet ved at handle lidt ved dørene.
Det gjorde Laurentius også. Når han var i byen spiste han i reglen sin madpakke hos os, og fik vel en kop kaffe med. Hvad han egentlig handlede med erindrer jeg ikke. Jeg husker dog at vi købte en brugt radio af ham. En rigtig radio med sølvskinnende radiorør og højttaler. En radio der kunne afløse krystalapparatet med hovedtelefonen, og gøre det muligt at alle lyttede med på samme tid.
Denne radio var noget særligt. Den blev nemlig forsynet med strøm til glødespændingen fra en akkumulator, medens et stort anodebatteri sørgede for anodespændingen, for vi havde ikke indlagt elektricitet i det hus vi boede i den gang. Laurentius boede i København, og Bent og jeg cyklede ind for at hjembringe vidunderet. Vi blev selvfølgelig trakteret med kaffe ved det mørke mahognibord i det- efter vor opfattelse- fornemme klunkehjem, og jeg indkasserede et velrettet spark over benet, da jeg prøvede at blande mig i den dybsindige samtale der førtes mellem værtsparret og min 6 år ældre broder.
Endelig var der "Urmanden" fra Fløng ved Hedehusene. Urmanden hed sådan, fordi han kom og tømte spareuret hver måned. Spareuret var et led i en forsikring, og det skulle fodres med en tiøre hver dag, for at datoen kunne skiftes med et håndgreb på bagsiden.
Urmanden solgte også symaskiner. Da min mor nogle år reparerede arbejdstøj, for det vaskeri der lå hvor Litex nu forvandler tang til miljøvenlige tilsætningsstoffer, måtte hun have en trædesymaskine. Vi fik først en fin maskine med et flot bord og smukke stafferinger, samt en tilhørende stopperamme. Den kunne bare ikke sy. I hvert fald ikke det den skulle sy i her, så der kom i stedet en Husquarna H26, der nok var mindre flot, men til gengæld kunne sy i alt- fra silke til krydsfiner- plejede vi da at sige.
Vaskeriet havde specialiseret sig i at vaske arbejdstøj, og var som sådan ikke nogen konkurrent til Fisher's i Vallensbæk Dampvaskeri, der lå i nærheden. Ejeren hed Andersen, og kørte selv rundt og samlede arbejdstøj ind på de store arbejdspladser. Min mors opgave bestod i, at lappe det renvaskede arbejdstøj, der så blev forsynet med en lille seddel med regnskabet for arbejdet, hvor der var faste priser for lapper, stopninger og knapper m.v.
Det var i reglen min far der måtte hente og bringe vasketøjet, på cykel naturligvis, men jeg har også selv været sendt afsted, og husker den efter min opfattelse store fabrikshal, hvor man stod og ordnede vasketøjet. Jeg husker også dampkedlen, der vist stammede fra en damplokomobil, en slags dampdrevet traktor. En sådan dampkedel betragtede man med en ligelig blanding af frygt og forundring, for man havde jo hørt at sådan noget kunne springe i luften.
 
 

Bønder og husmænd.

Landbruget spillede en dominerende rolle i landsbyens liv. I Vallensbæk lå markerne fordelt hele vejen rundt om landsbyen, medens smed, tømrer, slagter og købmand lå centralt i byen. Dette medførte naturligvis jævnlig trafik gennem gaderne med hestevogne og arbejdsredskaber.
I den nære trafik var det mest de stive arbejdsvogne, uden affjedring, med skrå sidefjæle der kunne løftes op for at lette aflæsningen, og med tospænder forspand.
Disse vogne blev bl.a. brugt når møddingen skulle tømmes, og indholdet blev kørt ud på marken. Her blev gødningen læsset af i små bunker ved hjælp af en møghakke, der lignede en greb med langt skaft, og med grenene anbragt vinkelret på skaftet. Bunkerne blev så senere spredt ud på markerne med håndkraft, og til sidst pløjet ned i forbindelse med tilberedningen af jorden. Det værste slæb lå dog nok i læsningen af vognen, hvor det halmfyldte ko, heste og svinemøg skulle flås fra hinanden, og langes op over sidefjælen.
Så gik det straks lettere, når der skulle køres ajle ud. Her løb dyrenes urin direkte fra grebningen ud i den støbte ajlebeholder, og når det rette tidspunkt var inde, blev ajlen pumpet over i en beholder på en arbejdsvogn.
Beholderen var i reglen opbygget af træstave som en tønde, men så lang og bred at den netop passede til den stive hestevogn. Oppumpningen af ajlen foregik enten med en stor håndpumpe, der i princippet var udformet som en vandpumpe, eller der kunne være en elektrisk drevet ajlepumpe.
Udspredningen på marken var endnu mere enkel. Her kørte man blot frem med en åbentstående hane, medens en spredeplade sørgede for at strålen blev spredt ud i vifteform, så et passende areal fik nytte af gødningsvirkningen.
De stive arbejdsvogne var også i brug  når høet eller kornet skulle køres ind. Så blev der lagt en ramme af planker oven på sidefjælene, så man fik en større flade at bygge læsset op på. Opbygningen af et sådant læs var noget af en kunst, og lige meget hvor omhyggeligt det var gjort, så kunne det let ske, at de skrumplende stive arbejdsvogne fik læsset til at skride.
Arbejdsvognene var også i brug når roerne skulle køres hjem fra de plørede efterårsmarker. Her var slæbet ikke mindre. Først rykke roerne op og hugge toppen af med en roekniv. Så læsse dem på vognen med en særlig roegreb med knopper på enden af grenene, og derpå hjemkørsel og opbygning af en roekule, så de kunne gemmes vinteren over.
Selve roekulen var en opgave der krævede erfaring. Først gravede man en fordybning og anbragte den opgravede jord langs siden. Så fyldtes roerne i fordybningen, og byggedes op som taget på et hus med en rygning foroven. Derpå blev der lagt et lag isolerende halm uden på roerne, og til sidst blev jordvoldene skovlet op så det hele var indesluttet i et jordlag.
Det var en effektiv måde at gemme vinterens foder på, men ikke uden risiko. Man kunne jo ikke forudse om det blev en mild eller en streng vinter, og pakkede man roerne for godt ind i forhold til temperaturen, så risikerede man, at de blev ødelagt af den varme de selv udviklede. En streng vinter kunne til gengæld betyde, at roerne blev ødelagt af frosten, fordi isoleringen ikke var tilstrækkelig effektiv.
Når foråret kom, var man under alle omstændigheder sikker på at opdage hvor resterne af roekulen befandt sig. Det skulle lugten af de roer der ikke klarede overvintringen nok fortælle.
Til de mere transportprægede opgaver benyttedes hestevogne med affjedring. Sjældent af den lette type der kun var beregnet til personbefordring, nok fordi man havde bil på de fleste gårde. Af de lidt kraftigere hestevogne havde man enspænder-typen, med et egentligt vognlad og løs agestol. Vognen var forsynet med to vognstænger, der elegant krummede ind i en bue hvor de blev fastgjort til hestens seletøj.
Når der skulle spændes for blev den ene vognstang rejst op, medens den anden lå skråt ned mod jorden. Så gjaldt det om at få manøvreret hesten ind mod den liggende vognstang, uden at hesten blev skræmt og trådte på stangen så den knækkede. Derpå kunne den stående vognstang lægges ned, og begge fastgøres til seletøjet på siden af hesten, ligesom skaglerne blev fastgjort til svingelen.
De større fjedervogne var med to-spænder forspand. her havde man en enkelt kraftig vognstang mellem hestene. Det må være den politikerne i dag mener man kan give et vink med.
Vognstangen blev i forenden fastgjort med en kæde til seletøjet på hestenes bringer, og støttede mod hestenes sider. Hestenes trækkraft overførtes gennem skaglerne til svinglerne, der igen var fæstnet til den fælles hammel, så hestene rent bogstaveligt måtte trække på samme hammel.
En sådan fjedervogn kunne være et flot stykke håndværksmæssigt arbejde. Typisk var den grønmalet, med stafferinger på sider, for- og bagsmæk, på hjulene og hvor der ellers var plads til udsmykning.
På hjulnavene kunne der være messingkapsler til at dække for patentakslernes sorte vognsmørelse, og til et rigtigt udstyr hørte også en agestol der, til kuskens og eventuelle medkørendes bekvemmelighed, blev stillet oven på sidefjælene, og i en sådan afstand fra forsmækken, at man kunne støtte med fødderne når der skulle holdes hårdt igen på hestene.
Fjedervognen blev som nævnt anvendt til deciderede transportopgaver. En af dem var at køre ind med halm til København, f.eks. til Zoologisk have.
Her blev vognen læsset dagen før. Igen blev der anvendt planker for at gøre vognens flade større, og herpå blev der så opbygget, hvad der set med en lille drengs øjne må betegnes som et kæmpestort læs, der bestod af halmknipper, og var forsvarligt surret med tov der skulle holde sammen på det hele.
Næste dag, i den tidlige morgen, entrede kusken op på toppen af læsset. Herfra havde han god udsigt fremefter, men ikke megen til siden og bagud. Tegngivningen når han skulle dreje var heller ikke til megen hjælp for de øvrige trafikanter, der i morgenmørket ikke ville have nogen som helst mulighed for at se en kørepisk der pegede til den side kusken ville svinge.
Lygteføringen var også simpel. En tændt flagermuslygte ophængt under vognen var tilstrækkelig i lovens forstand, men langt fra en tydelig markering.
Turen til København var lang, og måtte nødvendigvis tage hele dagen, så hestene måtte også have deres foder med. Det blev indtaget fra muleposer.
Når halmen var blevet læsset af hos modtageren, gik turen som oftest omkring Carlsberg, hvor der blev læsset dampende varm mask.
Mask var et restprodukt fra ølbrygningen, og det brugtes som fodertilskud til køerne. Det blev læsset af i maskgraven i forrummet til stalden, en fordybning i gulvet som en halvkælder, og med en lav væg foran til at forøge rummeligheden.
Den nyaflæssede mask var som nævnt varm og fugtig, og det føltes rart at gå i den med bare fødder.
En sådan tur til hovedstaden betragtedes som noget af en begivenhed, og man så op til den karl der havde været kusk, som var det en sportshelt fra det vindende hold.
Så at sige alle landbrugsredskaber var dengang hestetrukne. Ploven med to heste foran, der kun var i stand til at trække en enkelt fure. Landmanden gik bagefter med tømmen om livet, for begge hænder skulle bruges til at styre ploven. Da han kun havde begrænsede muligheder for at håndtere tømmen, og slet ikke kunne bruge pisk, skældte han i stedet ud på hestene i et saftigt sprog, medens en flok måger fulgte efter og skældte ud på alle og enhver, medens de gjorde sig til gode med de orm der blev pløjet op.
Når en fure var til ende ved markskellet, blev ploven væltet om på siden, så skæret slap jorden. Så snart hestene var på ny kurs, Blev ploven rejst op igen, og begyndte atter at vende den glinsende sorte muld.
En tilsyneladende endeløs række af plovfurer lå forude, og ventede på at blive bearbejdet i adstadigt tempo. Arbejdet var imidlertid ikke ringeagtet, og bl.a. kunne Kortsen godt lide at gå efter ploven i marken.
Kultivatoren tog lidt mere ad gangen. Et redskab på jernhjul med krumme fjedertænder der kunne rive op i jorden, og som kunne hæves og sænkes med et håndtag.
Harven var mere simpel. En ramme med nogle tænder der kunne findele og jævne jorden, og som med passende mellemrum måtte løftes op så rødder fra kvikgræs og lignende kunne frigøres. Harven var også et praktisk redskab at have i en hård efterårsstorm. Så kunne den lægges op på stråtaget når dette var gammelt og mørt, og truede med at blæse af på et svagt sted.
Der kunne være en gødningsspreder, der var udformet som en såmaskine, og med nogle roterende tallerkener kunne sprede kunstgødning eller kalk ud over marken.
Den rigtige såmaskine var ret kompliceret. Med et system af tandhjul og udvekslinger der kunne bringe sædekornet frem i det rigtige tempo, og lede det ned i de rør, der endte i en slags spidsplov, der kunne bane vej for sædekornet til en plads under jordoverfladen, hvor det ikke umiddelbart blev fuglenes bytte.
Når man kørte med såmaskinen, skulle der være et øje på hver finger. Rækkerne skulle holdes, men der skulle samtidig passes på, at der ikke var forstoppelse, så der ikke kom sædekorn i et rør. Måske skulle den nederste del af røret løftes op, så kvikgræs eller lignende der havde samlet sig foran røret kunne slippe fri, og der igen blev lavet en rille i jorden til såsæden.
Det kunne derfor være nødvendigt at have en hjælper med - som regel en dreng - der kunne varetage kontrollen med at sædekornet kom rigtigt i jorden.
Når marken var tilsået skulle der harves for at dække det udsåede, og derpå tromles. Den simpleste form var ikke en egentlig tromle, men blot et bræt der slæbtes over marken af en hest, medens landmanden stod på brættet og støttede sig til tømmen for at holde balancen, og samtidig med sin vægt forøgede brættets udjævnende og komprimerende virkning.
Hvis man var en rigtig landmand brugte man en ringtromle. Et redskab der fyldte hele gaden i landsbyen, ikke blot med sin bredde, men også med den utrolige støj de løst lejrede støbejernsringe - hver anden med en glat kam og hver anden med tænder - udsendte under transporten på den stenbelagte tjærevej.
Fordelen ved ringtromlen var dels den store vægt, men også at de ret løst lejrede støbejernsringe bedre kunne følge terrænet, og give en mere ensartet sammenpresning af overfladen.
Frede Andersen havde ikke denne fordel. Hans tromle bestod af en stor træstamme med en aksel igennem. Den støjede til gengæld heller ikke så meget under transporten, da det mere blev en dyb rumlen.
Når kornet var kommet op, kørte man nødig rundt på marken, for korn der lå ned - som f.eks. "lejesæd" der var væltet i en tordenbyge - kunne ikke samles op med datidens høstmaskiner. Der kunne derfor højest blive tale om tilførslen af ekstra kunstgødning, hvor sporene af hest, de smalle hjul på gødningssprederen, samt manden der gik bagved, næppe satte synlige mærker i de unge kornmarker.
En af afgrøderne til vinterfoder var høet. Dette blev i reglen høstet i den første del af sommeren, når græs og kløver var vokset til og stod saftigt og grønt.
Til høhøsten brugte man en hestetrukken slåmaskine, med en kniv der blev trukket i en frem- og tilbagegående bevægelse af et gear- og plejlstangssystem, der var forbundet med et af kørehjulene.
Slåmaskinen var en ret enkel maskine, med en kniv der kunne rejses til lodret stilling, så den ikke fyldte så meget under transport. Den var også enkel at køre og betjene, og fordrede ikke større ekspertise hos brugeren. Det vigtigste var nok at passe på at ingen kom noget til når kniven var i arbejde, eller når der skulle fjernes noget fra kniven.
Det var jo en oplagt kilde til ulykker at standse hestene og begynde at arbejde med kniven uden at koble denne fra drivmekanismen. Hvis hestene så begyndte at røre på sig var risikoen for tilskadekomst stor. Under alle omstændigheder skulle kusken være forsigtig, især hvis der var børn i nærheden, men man ville helst heller ikke lemlæste vilde dyr, som harekillingen der trykkede sig på marken, eller gårdens kat på musejagt.
Når græsset var slået, og den første del af tørringen overstået, blev det der begyndte at ligne hø revet sammen med en hesterive. Et enkelt men praktisk redskab, med store lette jernhjul med rundjernsegre, en række krumme elastiske tænder af fjederstål af så høj kvalitet, at de i dag anvendes til råemner for fremstilling af nogle fremragende knive. Hesteriven blev trukket af en enkelt hest mellem dobbelte stænger, og oven på det hele sad kusken i sit relativt behagelige fjedrende stålsæde, hvorfra han med en fodpedal kunne bringe en pal i indgreb med nogle tænder i navet på hjulene, og dermed lade hest og maskine udføre arbejdet med at løfte den lange række af tænder, så det næsten lignede trylleri.
Teknikken var herefter, at løfte hesterivens tænder med passende mellemrum, så der blev efterladt en portion hø hvert sted. Den næste række blev kørt parallelt med den første, og riven udløst ud for de første bunker. Når hele marken var kørt igennem, lå høet samlet i lange rækker, der så igen kunne rives sammen på den anden led.
Når høet var passende tørt blev det sat op i duftende stakke. Ikke kæmpestakke, men blot nogle mandshøje stakke der i nogen grad kunne beskytte høet mod regn, og alligevel så luftige, at der fortsat fandt en udtørring sted.
På Ragnesminde havde man ikke stakke, men anbragte i stedet høet på nogle treben af træ, så høet ikke hvilede på jorden. Derved undgik man at det sugede fugt fra jorden, og man fik en hurtigere og mere effektiv tørring af høet. Systemet var især fordelagtigt i en regnfuld sommer hvor det var vanskeligt at få tørret høet på den ordinære måde.
Så snart høet i stakkene fandtes tjenligt, blev det kørt hjem til gården. Det kunne være en utaknemlig opgave at få det løse hø til at ligge som et ordentligt læs, hvor der ikke blev tabt for mange totter, når det med hest og vogn blev transporteret hjem over ujævne marker og veje.
Når kornet skulle høstes gik det helt anderledes for sig. Efterhånden som tiden for kornhøsten nærmede sig, og kornet stod højt og rankt, for der var ikke noget der hed stråforkortningsmiddel dengang, så var det tid at efterse selvbinderen, der stort set alle steder havde overtaget det arbejdskrævende job med at høste kornet med le, rive det sammen, og binde negene i hånden med et halmbånd.
Selvbinderen var en hel lille fabrik. Den blev trukket af tre heste, og blev båret af et bredt jernhjul under maskindelen, samt et mindre hjul ved enden af bordet med kniven. Denne klippede stråene over umiddelbart over jorden, og efterlod en ren stubmark med korte stubbe, der var hårde ved de bare ben og ankler når man gik på marken.
Det brede hjul havde et fremspringende mønster til at forbedre friktionen, da det jo skulle trække maskineriet. Når selvbinderen kørtes ud til marken der skulle høstes, satte dette hjul et tilsvarende mønster i de sommervarme tjæreveje, så man kunne let følge ruten, og hvis man var på cykel kunne hjulene frembringe en sjov lyd hvis man kørte oven i det prægede mønster. Der var dog også transporthjul med glatte baner der kunne sættes under hvis selvbinderen skulle transporteres over længere stræk.
Princippet i selvbinderen var, at det afklippede korn blev tvunget bagover ved hjælp af en slags vinger, der fungerede som skovlhjulet på et skib. Kornet landede på bordet og det transportbånd af presenningsstof der kaldtes sejlet. Kornet førtes nu op over maskindelen, der havde form som taget på et hus, og endte på den anden side, hvor det pressedes sammen til neg, som med jævne mellemrum spyttedes ud af et par roterende arme, efter først at være forsynet med en ombinding af selvbindergarnet.
Den sidste del af processen var sværest at forstå. Hvordan kunne en maskine finde ud af at slå en knude, når man selv dårligt kunne binde et snørebånd.
Inden det kom så langt, havde man forberedt selvbinderens fremmarch. Der blev slået et skår rundt om marken med le og kornet herfra håndbundet. Dette gjorde man, fordi maskinen ellers måtte køre i kornet på den første omgang. Det ville derfor blive trampet ned af hestene eller væltet af hjulet, så det gik mere eller mindre til spilde.
Når marken var slået, og negene lå spredt som selvbinderen havde efterladt dem, var det tid at sætte dem op i traver. Dette foregik ved at negene fra et mindre område samledes i en række, stående med aksene opefter, og lænende to og to mod hinanden og mod dem foran i rækken.
Man havde ikke korntørrer på den tid, så det var vigtigt at vejret tillod kornet at tørre på den naturlige måde, hvorfor man var inde i en meget kritisk fase. Blev det regn i længere tid risikerede man at det begyndte at gro i traverne, og kornet blev under alle omstændigheder af en dårligere kvalitet.
Efterhånden nåede man frem til en af årets vigtigste begivenheder. Kornhøsten kunne køres i hus. Neg efter neg blev langet op med en høtyv og lagt til rette på de store hestevognslæs for at komme hjem til gården. Her blev de igen læsset af i laden , eller sat op i en stor halmstak i nærheden.
Man kunne nu ånde lettet op på gården, og glæde sig hvis det blev en god høst der blev bragt heldigt i hus, eller frygte fremtiden hvis udbyttet var ringe eller dårligt tørret, så der var risiko for mug eller svampeangreb, eller måske selvantændelse når den fugtige halm brændte sammen.
Nu var der kun den sidste behandling af kornet tilbage. Det skulle tærskes for at skille kernen fra strået.
En dag i løbet af efteråret eller vinteren, kom "Laust Sørn" tøffende med den petroleumsdrevne Fordson traktor. Den var forsynet med glatte jernringe spændt uden på de kileformede takker på de store baghjul, og dampen bølgede op af det åbne kølerdæksel. Til traktoren var koblet et mobilt tærskeværk så stort som et hus, og efter dette en halmpresser. Et helt optog, hvor der tilmed var medbragt eget transportmiddel i form af cykler.
Dette optog kørte fra gård til gård hvor man ikke havde eget tærskeværk. Transporten var ikke uden problemer, for selv om de begrænsede hestekræfter traktoren rådede over nok kunne slå til ved en passende gearing, så kunne de glatte jernbandager på traktorens trækkende hjul godt miste grebet op ad bakken ved præstegården, og så var det klogt at have en klods parat til at smide bag et af hjulene, for det var jo kun traktoren der kunne bremse, og det var ikke til megen nytte når hjulene havde mistet grebet.
Så vendte Laust Sørn skråen i munden, fandt lidt grus i siden af vejen og strøede ind under hjulene på traktoren, og så gik det videre mod bestemmelsesstedet.
Her blev tærskeværket bakket ind gennem ladeporten, og klodset op så det stod i vater ved hjælp af nogle store træindkapslede tandstangsdunkrafte. De var så tunge, at der skulle en stærk mand til, blot for at bære dem. Traktoren blev placeret udenfor, og forbundet med tærskeværket med en lang flad drivrem, der var krydset for at få størst mulig anlægsflade på remskiverne, og i øvrigt med passende mellemrum fik klæbrig remvoks, fra en blok der holdtes mod remmen medens denne var i bevægelse.
Remmen var afskærmet med et udspændt tov. Ikke nogen særlig effektiv sikkerhedsforanstaltning. Vi børn havde da også fået strenge formaninger om at holde os i god afstand.
Nu kunne tærskningen gå i gang. Halmknipperne langedes frem fra mand til mand, selvbindergarnet blev snittet, og knippets indhold fodredes ned i værkets umættelige gab. Ved tærskearbejdet tabte værket nogle omdrejninger, den brummende lyd blev lidt dybere, og traktoren arbejdede lidt hårdere indtil halmknippet var fordøjet. Denne lyd kunne høres over hele byen og en stor del af omegnen, for normalt var der ikke så mange andre lyde.
Det var støvet arbejde med tærskningen. Det skete derfor ofte, at man blev råbt an med et " du der Kresjan, stik ned til købmanden efter to øl og en sodavand til dig selv". Jeg kunne ikke drikke alt det sodavand, men fik så en femøre eller tiøre i stedet.
For rottehunden var det gyldne dage. Efterhånden som kornnegene blev fjernet, forsvandt rotternes skjulesteder, hvorefter de flygtede til andre gemmesteder. Så gjaldt det om at have en god rottehund der kunne fange rotterne og aflive dem i en fart.
For den karl der skulle bære de fyldte kornsække op på stuehusets loft var det ikke gyldne dage. En fyldt kornsæk er tung. Fat i tutten, et rask løft og drej medens en hjælper giver en hånd under, og så ligger den oppe på nakken. Det var et arbejde hvor man skulle vise hvor stærk man var, men som også har kostet mange ødelagte rygge og tidlig nedslidning, for vejen fra tærskeværket til stuehusets kornloft kunne være lang, og trappen til loftet vanskelig at komme op ad.
Når man som barn færdedes på en gård kunne der være mange farer. Der var køer der kunne stange, heste sparke, uafskærmede maskiner og lofter man kunne falde ned fra. Men der var også en tryghed. Den lune stald med de gumlende køer. Raslen fra bindslerne som køerne var tøjret med i båsene. Mælken der sagde strit strit ned i spanden- for al malkning var håndmalkning- samt katten der kom for at tigge mælk. Det hele var med til at skabe tryghed og ro, for alt havde sin egen velkendte rytme.
En gård kunne også være et herligt sted at lege. Der var masser af steder man kunne gemme sig når man legede skjul. Man kunne stå med de bare fødder i den varme mask, eller boltre sig i halmen i den mørke lade, hvor lysstrålerne fra sprækkerne tegnede deres spor i den støvede luft, og et knasthul i væggen virkede som linsen i et camera obscura, og tegnede et perfekt men omvendt billede af landskabet udenfor på fladen ud for knasthullet.
Der var også vognporten. Her kunne man gå og kæle lidt for stadsvognen, undre sig over maskinernes indretning og virkemåde, og måske snige sig til at sidde i bondens bil og tro man kan skifte gear som en racerkører.
Man kunne også få nogle poetiske oplevelser, som dengang jeg en tidlig sensommermorgen sad på stangen på min fars cykel, da han skulle ud til kreaturerne i Nordmarken. Her skinnede den lave sol i milliarder af dugdråber i de flade spindelvæv mellem stubbene på den afhøstede mark, og med et farvespil der ikke kan have stået tilbage for ædelstenene i Aladdins hule. Desværre gik poesien over i realiteter da styret på min fars cykel nægtede at følges med forhjulet på den hullede vej, så det kun var min fars lange ben der reddede os fra at vælte helt på den ujævne markvej.
Jeg husker også en sommerdag med såvel blå himmel som bygeskyer. Vi var taget med i marken, og lå på nogle tomme salpetersække, som vi også kunne tage over os når der kom en byge. Det var rigtigt rart at ligge og høre regnen tromme på sækkene, medens vi mærkede lugten af tjære og papir, for dengang bestod beskyttelsen mod fugt af sække fremstillet af to lag papir med tjære imellem.
Når min far skulle malke køer i regnvejr ude på marken brugte han i stedet en jutesæk til beskyttelse. Det ene hjørne i bunden blev skubbet ind i det andet, så der dannedes en slags hætte der beskyttede både hoved og ryg.
Når vi lå derude på marken havde vi rigtig kontakt med naturen. Fornemmede lugten af regn der ramte den solvarme jord, medens vi efter bygen lå på ryggen og kikkede op i de drivende skyer, uden at skænke en tanke, at der her skulle komme et idrætsanlæg og en motorvej med en endeløs strøm af støjende biler.
Man kunne også få nogle morsomme oplevelser, som dengang nogle kvier der havde gået i en eng hele sommeren var blevet vilde, og ikke vilde lade sig indfange. Ejeren fra Gammelgård tog derpå resolut sin fordvogn og jagtede dem rundt i engen for at køre dem trætte, medens den halve by stod og kikkede på.
Gårdene var en del af landsbyens liv man ikke kunne undgå at bemærke. Man kunne se gårdene og de tilhørende marker, man kunne høre gårdene og det liv der foregik i dem, og man kunne i reglen også lugte gårdene.
Gårdene var for en stor del grundlaget for landsbyens økonomiske liv, og gjorde sig følgelig også bemærket i kommunalbestyrelse og offentlige hverv. Når skatteligningen var overstået, og listerne over hvad hver enkelt skulle betale i skat var lagt frem til offentlig beskuelse, så kunne man godt undre sig over hvor dårlig en forretning det var at drive en stor gård.
Gårdene gjorde sig også bemærket når der blev budt til fest for ligestillede, hvorved min mor fik en tjans som kogekone. Her var de ressourcer der skulle til for at skabe en fest med god dansk mad og fælles samvær. Lad så være at Laurits Andersen sagde "Du kan godt tage de hvide kartofler med ud igen, vi nøjes med de brunede".
Af husmænd var der vel egentlig kun statshusmandsbrugene, med de pyntelige hvidkalkede huse og et jordareal der knapt forslog til almindeligt jordbrug. Det betød dog ikke at de rangerede på bunden af den sociale hakkeorden. Nok var de ikke storbøndernes ligemænd, men der var absolut nogle statshusmænd man regnede med og lyttede til.
 
 

Gartnerier.

Grænsen mellem hvad der var landbrug og hvad der var gartneri kunne forekomme lidt udflydende. Der var imidlertid ingen tvivl om, at Tjønagergaard med O C Kjærs handelsgartneri på Torvevejen var gartneri. Her var mange drivhuse, fyrgrav med høj skorsten og kulbunker udenfor, ligesom man kørte på torvet med en lastbil med en flot rød tomat malet på bagsmækken.
Men alligevel. Selv her havde man jordbær, blomkål, hvidkål og porrer m.v. på friland, samt kartofler i mosen. En avl der ikke adskilte sig meget fra hvad statshusmænd og nogle gårde forsøgte sig med. Hos Bertel Bjerre på Stjernegaarden forsøgte man sig også med gartneri, men vi opfattede det alligevel mere som en gård. I hvert fald i begyndelsen.
Hos Bjerregaard midt i byen var det ligeledes gartneri, men her i mindre målestok, da arbejdet kunne klares af ejeren og en enkelt hjælper.
På de store gartnerier som O C Kjær var der adskillige beskæftiget, og der var tilmed fast folkehold som boede på gartneriet. Desuden beskæftigede man koner fra byen og halvstore børn, så næsten alle fra de lavere sociale lag havde på et eller andet tidspunkt været i arbejde her, eller på et andet gartneri. Det skyldtes ikke mindst at det var et erhverv der ofte behøvede mange hjælpere i korte perioder.
Som nævnt havde de store gartnerier egen torvebil. De der producerede gartneriprodukter i mindre omfang kunne i stedet benytte Kaj Nielsen som kommissionær, hvilket vil sige at han kørte på torvet, og som mellemmand solgt deres varer mod et gebyr.
Gartneriernes komme indvarslede en ny tid for landsbyen. Det var industriel produktion, hvor arbejdsgiveren forlangte overholdelse af mødetider og pauser med minuts nøjagtighed, medens man på gårdene ikke tog tiden så tungt, for det arbejde der nødvendigvis måtte gøres skulle simpelthen være færdigt, uanset tidspunktet.
Det betød også, at løsarbejderne kunne påregne arbejde når produktionen krævede arbejdskraft. Derefter måtte man påregne at der ikke var brug for en længere. Som tjenestekarl eller pige på en gård var man derimod sikret arbejde i en hel fæsteperiode, men kunne så godt risikere nogle lange arbejdsdage, uden at det gav anledning til udbetaling af overarbejdsbetaling.
 
 

Post og telefonvæsen.

Landpostbud Peter Hansen var forbindelsen ud til den store verden. Uanset vejret cyklede han op til Glostrup Postkontor, afleverede breve fra den lokale postkasse, og fik breve og mindre forsendelser med tilbage til aflevering på runden, samt måske en  enkelt større pakke, så modtageren sparede turen til Glostrup Station for afhentning.
Kunne man ikke klare sit ærinde med et brev var der mønttelefonen ved købmanden, men det kostede jo 10 øre, og det var begrænset hvem man kunne ringe til, for telefonen var ikke så udbredt på den tid. At ringe uden for det nærmeste område var nærmest utænkeligt, og skulle man ringe til Jylland måtte man have fat i Rigstelefonen, og så blev det for alvor besværligt og kostbart.
I øvrigt var Vallensbæk et telefonmæssigt udviklingsområde, der som et af de første fik automattelefon så man selv kunne dreje sit nummer. Dette kunne dog kun ske indenfor centralens eget område, for der gik mange år før de andre centraler var automatiseret, og telefondamerne gået på pension.
Mønttelefonen var heller ikke automatiseret. Her kom man i forbindelse med en telefondame der stillede om til det ønskede nummer og sagde " Vær venlig at lægge 10 øre i boksen", hvorefter forbindelsen blev etableret, men først når hun havde registreret møntens fald i møntboksen. Når der var gået 3 minutter var hun der igen,
" 3 minutter, ønsker de at fortsætte". Var svaret ja skulle der en ny mønt i boksen, og så var det med at genfinde tråden i samtalen.
Den automatiske telefoncentral var placeret i et nydeligt lille gulstenshus nede ved Bækrenden, overfor Præstegårdshaven. Huset blev flittigt besøgt af telefonvæsenets cyklende mandskab, men det var nok mest for at samle erfaring, eller for at nyde naturen, for den automatiske telefoncentral fungerede så vidt vides udmærket.
 
 

Rutebil.

Var det ikke tilstrækkeligt med post eller telefon, kunne man til en overkommelig pris selv tage til byen med rutebilen.
Rutebilen var stationeret i Vallensbæk. En bølgebliksgarage der lå mellem indkørslen til præstegården og vejen op til gartner Bjerregaard udgjorde rutebilstationen, medens Holger Larsen var den faste chauffør, og boede overfor.
Selv om rutebilen dengang syntes stor, så var den det ikke efter nutidens forhold. Den var enmandsbetjent, så Holger måtte selv klare billetteringen, hvor det hele var samlet i pengetasken, der også indeholdt billetter og billettang. Han måtte ligeledes lukke passagererne ud og ind. Det foregik med fjernbetjening fra førerpladsen, ved hjælp af et håndtag der med en stangforbindelse kunne åbne og lukke fordøren. Endelig skulle han naturligvis føre køretøjet sikkert frem og tilbage mellem Vallensbæk og København.
Dette var åbenbart en krævende opgave, for et skilt over vindspejlet bekendtgjorde, at " Det er forbudt at samtale med chaufføren under kørslen ". Et forbud der naturligvis ikke blev håndhævet særlig strengt.
Der var ingen faste stoppesteder. Man stillede sig blot op i vejkanten, blev taget op når rutebilen passerede, og blev tilsvarende sat på vejen tilbage fra rejsen.
Ruten gik over Brøndbyvester og Brøndbyøster, medens endestationen var Toftegårds Plads. Herfra kunne man køre videre med sporvogn ind til Københavns centrum. En oplevelse i sig selv, med de ret små vogne der bestod af en forvogn og en bivogn. Elmotoren der trak vogntoget sad i forvognen, og strømforsyningen fik man gennem en stang med et lille hjul på enden. Det kørte på luftledningen midt over sporet, og det havde en evne til at hoppe af et ubelejligt sted, hvilket medførte at sporvognen stoppede og spærrede for den øvrige trafik, indtil personalet igen havde fået manøvreret stangen på plads ved hjælp af den påmonterede snor.
Sporvognene var larmende. Hjulene skurrede mod skinnerne selv om man havde folk der kørte rundt og smurte dem i kurverne og andre vanskelige steder. Hvor sliddet var størst, var der folk der om natten svejsede nyt slidlag på, så det blå lys flammede spøgelsesagtigt op ad husene, medens selve svejsestedet var beskyttet med en skærm med påskriften " Se ikke ind i svejseflammen".
Tandhjulene i transmissionen knurrede også fælt, og hvad teknikken ikke kunne frembringe af lyde klarede de to konduktører, en i hver vogn, når de trak i den gennemgående lædersnor oppe under loftet, så en larmende klokke fortalte vognstyreren at nu kunne han godt køre. Men først skulle han måske lukke vinduet op og skifte spor med den stang der hængte foran på sporvognen, og bekvemt kunne betjenes ud gennem vinduet.
Havde man bagage med steg man fra gaden op på forperronen hos vognstyreren, og gav denne en drikkeskilling for ulejligheden. Til gengæld måtte konduktøren ikke komme derud. Han slog et slag med billettangen på en lille lem i døren, og så måtte man betale gennem denne åbning. En" ligeud"  hvis man ikke skulle skifte, og en" omstigning" hvis man skulle fortsætte med en anden sporvogn et sted på ruten.
Når turen i den larmende by, med de fristende butikker og lysende neonreklamer var slut, kunne man opholde sig i ventesalen på Toftegaards Plads ind til Holger dukkede op med den lune rutebil og venlige atmosfære, og så var det svært at holde øjnene åbne længere efter en hel dags oplevelser og indtryk.
 
 
 

Skolen.

Den tid man går i skole er en af de vigtigste perioder i livet. En god skolegang kan give gode muligheder senere i livet, og en uheldig skolegang kan betyde at man afskæres fra senere udviklingsmuligheder.
I Vallensbæk var begge muligheder til stede. Hvis man kunne følge med var der meget at hente i de tre timers daglige undervisning, men var man tungnem sakkede man uhjælpeligt bagud, og der var ikke tid til at tage sig af elever med ordblindhed eller andre afvigelser fra normen, hvilket i øvrigt på dette tidspunkt blot opfattedes som dumhed.
Skolen var en flot rødstensbygning med tag belagt med rigtige skiferplader. Lærerboligen var en tilsvarende bygning der lå i vinkel med skolebygningen, og som det andet vinkelben lå den gamle skolebygning. Den rummede nu kommunekontoret i den ene ende, medens den anden ende var forbeholdt skolebørnenes retirader, og lager for gymnastikredskaber m.v. De tre bygninger dannede således en U-formet ramme om skolegården, med den høje flagstang i midten. Den egentlige legeplads med de faste gymnastikredskaber lå dog ovenfor skolebygningerne. Op mod vejen og Mariehøjs lade.
De tre klasseværelser var samlet om indgangspartiet med det tavlede stengulv. Flot var det, men hårdt at falde på. Langs venstre væg var en lang træbænk. Det var drengenes bænk. En tilsvarende bænk på den modsatte væg - til højre når man kom ind - var pigernes bænk, og man passede nøje på ikke at komme til at sætte sig på den forkerte bænk.
Klasseværelset til venstre var første klasse. Det var dog kun en betegnelse for værelset, da man gik to år i første klasse. Det var et langt smalt rum, med en række skolepulte til to elever på hver side, og placeret tæt op ad væggen, så den yderste elev måtte flytte sig når sidemanden skulle ud. Læreren, Fru Frandsen, residerede på katederet, der stod på en forhøjning, så der var god oversigt over de små hoveder. De havde til gengæld havde godt udsyn til tavlen, der var anbragt tilsvarende højt.
Rummet blev, som de øvrige klasseværelser, opvarmet af en tykmavet sort kakkelovn, og for at man ikke skulle få afledt opmærksomheden, var der klæbet mønstret, pergamentlignende papir på den nederste del af vinduerne. Man måtte så i stedet nøjes med at lade tankerne vandre ved, at se på de farvelagte tavler der var hængt op på væggen, og viste motiver fra dagliglivet i Danmark.
Anden klasse, der rummede tredje og fjerde års elever, lå bag første klasse. Det var et tilsvarende smalt lokale, og virkede mørkt, nok mest på grund af træerne bag bygningen, men udsigten til gårdejer Christiansens mødding var heller ikke særligt inspirerende.
Den store klasse, hvor femte, sjette og syvende års elever gik sammen, fyldte hele den modsatte ende af skolebygningen. Her var klasseværelset i bygningens fulde bredde, og virkede i grunden ret rummeligt. Det var dog så som så med rummeligheden, når omkring 40 elever var samlet til undervisning, og tilmed på tre forskellige niveauer.
Eleverne sad også her ved tomandspulte, men der var dog så meget mere plads, at det var muligt at komme ud fra pulten til begge sider. Og så var der blæk i det fælles blækhus ovenfor pultens skrånende bordplade. Det var i denne klasse, at skabene med glasdørene - der indeholdt skolens samling af udstoppede fugle samt fysikinstrumenter - var placeret. Det var også her man havde skolebiblioteket, der ligeledes kunne rummes i et skab. På væggene hængte en række støvsamlende portrætter af kronede eller berømte hoveder opklæbet på pap, medens kateder og anden indretning stort set var som i de andre klasser.
Skolens sanitære forhold var ikke storslåede. En håndvask i indgangspartiet da der blev etableret vandværksvand, og et gammeldags lokum til henholdsvis piger og drenge. Spandene tømte vejmanden på Christiansens mødding, der jo lå bekvemt lige ved siden af skolen. Fluerne kunne så bringe en hilsen med tilbage når man var i gang med madpakken.
Den første skoledag bevares nok ikke længe i erindringen. Det gjorde imidlertid en hændelse. Under de stor drenges voldsomme leg fik den velpolstrede Elmer ude fra statshusene på Brøndbyvestervej, revet halsåbningen i stykker på sin lidt for stramme matrosbluse, hvilket han naturligvis var indigneret over. Jeg syntes nok det var synd for ham, men burde i øvrigt selv have beskyttere nok, idet jeg havde tre søskende der allerede gik i skolen.
Hos fru Frandsen blev vi undervist i de elementære grundbegreber, hvoraf jeg især husker skrivningen. Vi øvede os ved at skrive på skifertavler med en griffel. Den blev spidset ude på trappestenen ved indgangen, og det skreg fælt med de mange grifler der gned mod tavlerne, men det sparede på papiret. Det gjorde det også når vi ikke havde en bog at skrive af efter, men i stedet skulle se efter fru Frandsens forlæg på tavlen.
Fru Frandsen virkede på os som en gammel dame, hvad hun jo sådan set også var, i hvert fald i forhold til os. Hun var en rigtig lærerinde efter datidens opfattelse, med håret samlet i en knude i nakken. Hun forlangte ubetinget ro i klassen. Glemte man dette, måtte man lægge hånden frem på pulten, og så fik man et rap over den med en lineal. Fru Frandsen havde en stor fejl, hun lærte os ikke at synge. Det var derfor en glædelig begivenhed for os, da hun en sjælden gang måtte erstattes med en ung sød vikar, der omgående lærte os at synge "Nu titter til hinanden, de fagre blomster små". Lykken varede imidlertid heller ikke ved den gang. Fru Frandsen kom snart tilbage, og vi var igen i den vante gænge uden sang.
Efter to år i første klasse startede vi i anden klasse, og fik dermed en mand til lærer. Det var egentlig lærer Christensen der var den faste lærer, men han var så meget syg, at jeg kun husker vikarerne. Vi havde først et par stykker i kortere tid, men så fik vi Elmer Sørensen, der senere blev fastansat som lærer på skolen.
Lærer Sørensen var en ung inspirerende og entusiastisk lærer, der både kunne spille violin og synge, samt lære os det sidste, ikke mindst når vi skulle hjem fra skolen, og sluttede med at stå ved siden af pultene og synge "Altid frejdig når du går, veje Gud tør kende". Om morgenen blev der ligeledes sunget en salme, og bedt fadervor før man gik i gang med dagens undervisning.
Lærer Sørensen ville også gerne lære os noget kropskultur, så vi måtte op på pladsen og gøre øvelser, selv om gymnastik vist ikke var med på skoleskemaet med de sparsomme tre daglige undervisningstimer. Her var der rigelig brug for tiden til dansk, regning, historie, religion, geografi og naturhistorie.
Lærer Sørensen gik ikke af vejen for at ryge en cigar i frikvarteret, og når det blev lidt voldsomt kunne der også godt falde et par bandeord af. Det var dog ikke typisk for lærer Sørensen, der både kunne spille på orglet i kirken, når det var påkrævet, og ligeledes virkede som kirkesanger.
Det var med andre ord en lærer man kunne se op til, men også en lærer der stillede store krav, både til sig selv og til eleverne, medens forældremøder og forældresamarbejde ikke var noget man spildte tid på. Skolekommissionen så man heller ikke meget til. Medlemmerne, eller i hvert fald nogle af dem, kom og overhørte til den årlige eksamen, men i virkeligheden var det nok mere læreren end os andre der var oppe til eksamen.
Årene i anden klasse var nok den tid der gav det største skub fremad. Her lærte man at læse så man selv kunne læse børnebøger. Man terpede tabellerne, så de sad fast resten af livet, og man lærte at regning bestod af mere end 2x2=4. Vi lærte om brøker, og gentog i kor efter læreren de læresætninger det er så nødvendigt at huske.
Vi havde ikke meget hjemmearbejde. Det havde nok også været håbløst, for de fleste havde pligter hjemme, og der var ikke meget plads eller ro til at arbejde med opgaverne. Når det var historie eller lignende fag, blev afsnittet gennemgået af læreren dagen før, og så blev vi hørt i stoffet næste gang vi havde dette fag. Selv var jeg god til at huske, så for mit vedkommende var det ikke særligt vigtigt at læse hjemme, når blot stoffet var blevet gennemgået grundigt i skolen. Med salmeverset var det en anden sag. Vi skulle lære salmevers udenad, og det har aldrig været min stærke side, så det er bestemt ikke der jeg har hentet gode karakterer.
I tredje klasse var vi som nævnt tre årgange sammen. Det er mig stadig en gåde, hvorledes lærer Sørensen med held kunne undervise på tre niveauer samtidig. Det kunne han altså, men det var naturligvis heller ikke alle fag der krævede forskellig undervisning, idet f.eks. historie nok kunne klares samtidig af alle, medens fag som dansk og regning nødvendigvis stillede større krav jo længere man var henne i skoleforløbet. I visse situationer kunne man tilmed arbejde sammen på tværs af årgangene. Jeg husker bl.a. en hvem, hvad, hvor konkurrence, hvor alle kæmpede mod alle, og det var ikke ubetinget de ældste elever der var bedst.
Frikvartererne var herlige, men ikke når det var koldt eller regnede, for det eneste sted man så kunne være, var i indgangspartiet. Her var der ingen varme, og blev der støjet for meget, kunne belønningen være en gang lussinger på stribe til de implicerede. Måske også et par til nogle der egentlig ikke havde været med, men blot havde været uheldige og opholdt sig det forkerte sted.
Korporlig afstraffelse var dog sjælden, men forekom altså som lussinger eller et eller rap på den stramme buksebag, hvor den ulykkelige måtte bukke sig for at der skulle fremkomme et passende mål for den svirpende kæp. De øvrige elever var normalt  tvunget til at overvære afstraffelsen, og der gik et gys gennem rækkerne ved hvert slag. Afstraffelsen kunne også være eftersidning, men her gik det jo også ud over lærerens fritid.
Frikvarteret startede som regel med råbet "Sidst op". Og så gjaldt det om ikke at være den sidste der nåede op til ribberne øverst på pladsen ovenfor skolen, for så blev man jo den der skulle stå til skjul, eller udføre andre ubehagelige opgaver.
Hvis man ikke legede kunne man klatre i ribberne eller slå kolbøtter i bommene, eller det bedste af alt, man kunne spise sin medbragte madpakke. Dog uden skolemælk, for det eksisterede lige så lidt som køleskabet til at bevare den i, så var man tørstig måtte man drikke vand, og det var jo hygiejnisk nok med den nye drikkestander, hvor vandet kom op i en tynd stråle, når man trykkede på en ring.
Orla var den stærke dreng i min årgang, men han misbrugte ikke sin styrke. Den var der bare når det var nødvendigt, og en enkelt demonstration var tilstrækkeligt til at overbevise enhver om rigtigheden heraf. Klokkerens drenge var dem der mobbede. De var imidlertid ikke i stand til at danne kliker med andre end sig selv, så det løb i reglen ud i sandet, medens de selv til gengæld løb hjem til deres mor i klokkerhuset ved siden af skolen, hvis det begyndte at brænde på.
Valde fulgtes jeg med når jeg gik hjem fra skole, og vi gik og lagde store planer om cykelture der aldrig blev til noget. Kurt var min sidekammerat i klassen. Vi var begge interesseret i teknik, og da han havde et "Laboratorium" under loftstrappen i forældrenes statshusmandsbrug på Brøndbyvestervej, var det en af de skolekammerater jeg plejede omgang med.
Hans Peter Ejgil Flemming Schmidt var beriget med mange navne, samt et udpræget talent for gymnastik, hvilket jeg manglede totalt. Vi kunne heldigvis nøjes med at kalde ham Ejgil, og i øvrigt regne med ham som en god kammerat. Villy, der var den ene halvpart af tvillingerne ude fra Frede Andersen på Brøndbyvestervej, var klassens regnemester. Altid først med svaret når der var hovedregning, medens tvillingebroder Ernst var mere forsigtig.
Og så var der pigerne. Disse boldspillende og hinkende individer, som man undgik enhver nærmere kontakt med. De kunne bare holde sig til deres bænk og deres side i klassen. Derfor vakte det også stor opstandelse, da jeg en dag min sidekammerat havde irriteret mig tilstrækkeligt, spurgte læreren om lov til at flytte over til en tom pult i pigernes side. Bestyrtelsen var ikke mindre, da den sygemeldte pige, der plejede at sidde ved pulten, vendte tilbage til sin plads, og jeg blev siddende sammen med hende, men nok ikke så længe.
Gennemgående må det siges, at eleverne kom godt ud af det med hinanden, og at der trods store sociale forskelle ikke blev skelet til disse. Det eneste tilfælde jeg erindrer om massiv reserverthed mod en elev var, da en ny elev kom fra en københavnsk skole, og man frygtede nu at falde igennem i forhold til den nyankomne, som man mente havde fået en langt mere omfattende skolegang. Det var måske til dels rigtigt, da man sikkert havde flere fag i København, men for de grundlæggende fag man underviste i ved Vallensbæk Skole kunne der ikke rejses kritik.
Skolegangen var ikke bare undervisning. Der var også nogle festlige lejligheder. En eksamen betragtes måske ikke som en fest, men for os var det. Den første alvorsfulde stemning blev hurtigt mere afslappet, når et tilstedeværende medlem af skolekommissionen havde fået sendt en elev hen efter slik til omdeling. Når så eksamen var overstået, havde man fået snoldepenge med hjemmefra, og når disse var omsat, gik resten af dagen med leg med kammeraterne.
Skovturen var en anden festlig begivenhed. Som tidligere omtalt stillede nogle gårde hestevogne og kusk til rådighed, og så gik det under jubel og hurraråb op til Hareskoven. Her kunne der være servering af rødgrød i traktørstedet, medens personalet kæmpede prisværdigt for at holde os borte fra klaveret og keglebanen. Under hjemturen fortsatte hurraråbene, men nu kun i det omfang det kunne lade sig gøre for sodavandsbøvs fra de fyldte maver.
En enkelt gang gik turen til Ven. Her skulle vi naturligvis se resterne af Tycho Brahes observatorium. De er der stadig. Det er de lette motorcykler de unge mennesker kørte rundt på også. Dem var vi meget mere interesseret i end nogle gamle ruinrester. Det var nu alligevel en bemærkelsesværdig tur. Første gang i udlandet, og første gang ude at sejle med et stort skib, i dette tilfælde   S/S Sct. Ib, hvor man kunne kikke ned i maskinrummet med blanke stempelstænger og vægtarme der rytmisk bevægede sig, og næsten lydløst sørgede for skibets fremdrift. Det var heldigvis en dejlig dag uden søgang, så den første sejltur ikke endte med et nederlag til havets guder, hvad lugten af de daggamle æggemadder i madpakken ellers nok kunne give anledning til.
Endelig var der juletræsfesten. Et stort juletræ var stillet op og pyntet i den store skolestue, og her var vi da nok til at danse omkring juletræet. Der blev også leget sanglege som "Far, far krigsmand", hvor den sidste mand endte i den sorte gryde. Heldigvis var det ikke bogstaveligt ment, så vi nøjedes med at lange til gryden med varm chokolade. Der var også julegaver. Et år fik jeg en bog der hed "76 kg. guld", og var skrevet af en Tex Harding. Den var ret spændende, og ikke just en børnebog. Det kan let konstateres, for jeg har den endnu. En anden gang var det en bog om en rejse til månen i raket. Bogens forfatter havde været ret forudseende, for det var en raket drevet med flydende brændstof, så mon ikke en vis tysk raketekspert havde virket inspirerende på forfatteren. Da bogen desværre er gået tabt har jeg ikke længere muligheden for at konstatere rigtigheden heraf.
Vi havde også et par arrangementer der nok lå uden for skolen normale rammer. Et var da lærer Sørensen arrangerede en tur til Roskilde Domkirke, med efterfølgende chokolade på Højskolehjemmet. Vi kørte frem og tilbage i personbil, men om det var private biler, som der jo ikke eksisterede så mange af den gang, eller hyrevogn, ved jeg ikke. Hvem der afholdt udgiften står heller ikke klart, om det muligvis var lærer Sørensen der betalte af egen lomme. Et er sikkert, vi har næppe selv skullet betale, for så var jeg ikke kommet med.
En anden udflugt var ikke så pengekrævende. Det var en cykeltur med lærer Sørensen til Søndersø ved Hareskoven. En lang tur, men en senere cykeltur ind til Grundtvigskirken i det nordlige København var næppe kortere. Her kunne vi se den smukke kirke under opførelse. Kun tårnet var færdigt. Det var til gengæld så stort at det kunne give rum til de kirkelige handlinger indtil den øvrige del af kirken blev bygget færdig.
I 1938 kom revolutionen til Vallensbæk Skole. Der blev ansat en førstelærer, oprettet flere klasser, og vi kunne ikke længere klare os med tre timers skolegang om dagen. Det gode var, at der også blev mulighed for at oprette flere nye fag. Et af dem var fysik, og da jeg tidligere kun havde stiftet bekendtskab med dette område ved selvstudium og gamle lærebøger jeg havde fået foræret, hilste jeg dette fag velkommen. Desværre var lærer Larsen, der skulle undervise i faget, ikke så velbevandret i dette område, men det bekendte han ærligt, og brugte i stedet så meget mere energi i sangtimen, for at lære os at synge "En rose så jeg skyde" i flerstemmigt kor.
Lærer Larsen var på mange måder lærer Sørensens modsætning. Lærer Sørensen stillede ofte ret strenge krav, og ønskede ikke at gå på kompromis med disse. Lærer Larsen var indbegrebet af den fynske rundhed, som han havde medbragt fra sin hjemstavn på Ærø. Hvis en elev var lidt for ivrig i timen sagde han blot "tænk før du taler Rosa", og så var det overstået. Han var typen på den moderne lærer, der ikke ønskede, at korporlig afstraffelse skulle være et nødvendigt element i skolen, og var derfor i virkeligheden med til at indføre en reform i folkeskolen.
Lærer Sørensen fortsatte på skolen som andenlærer, og man kunne nu opleve at blive undervist af to forskellige lærere i løbet af en skoledag. Det havde ikke tidligere været tilfældet. Man kunne også opleve, at de to i lærere i frikvarteret spadserede op og ned ad legepladsen sammen, medens de diskuterede ivrigt, og nok kun havde et halvt øje til børnene.
En dag i marts 1940 var det slut. De elever der skulle forlade skolen var om formiddagen til chokoladetraktement i lærerboligen. Om eftermiddagen startede jeg som 13-årig det voksne arbejdsliv med at bære plantekasser sammen med gartnermedhjælperne oppe på O C Kjær's gartneri.
Det havde været muligt at fortsætte skolegangen i privatskolen i Tåstrup, da jeg som en af de dygtigste elever i klassen havde fået tilbud om gratis skolegang. Tilbudet omfattede imidlertid ikke præsentabelt tøj og transport, som der ikke var penge til i husholdningsbudgettet, og da der tillige var god brug for de penge jeg kunne tjene, var jeg som mine øvrige søskende nødt til at slutte skolegangen efter de 7 års grundskole.
Skolen var dog alligevel ikke helt slut. Lærer Sørensen - der havde fået en hyggelig lærerbolig - indrettet på loftet over skolen - påtog sig på frivillig basis, at undervise en mindre gruppe i engelsk, og dette kom til at danne grundlag for mine senere og uundværlige færdigheder på dette sprog. Undervisningen foregik om aftenen i lærer Sørensens privatbolig, og vi havde nogle utroligt hyggelige timer, hvor det nok blev til lige så meget snak og kaffedrikning som undervisning.
Der var også nogle tilløb til aftenskole. Her lærte jeg fletarbejde og bogbinding med Enrico Bjerre som lærer. Voksenbiblioteket begyndte ligeledes at tage form i skolens regi. Placeret i nogle reoler i klasseværelset for anden klasse, og med lærerne som den drivende kraft. Det vigtigste var at man nu kunne bestille bøger hjem fra hovedbiblioteket i Hellerup, for den faste bogsamling måtte nødvendigvis være meget begrænset.
 
 

Præsten og kirken

Man kunne ikke sige kirkelivet var dominerende i Vallensbæk. Der var en lille kreds, der ligesom pastor Lorentzen havde indremissionsk observans. Denne menighed mødte trofast op i kirken hver søndag, men der var ikke bred tilslutning til kirkelivet i almindelighed.
Det forekom mærkeligt, for pastor Lorentzen virkede jævn og ligetil, og var en mand der ikke var bange for at trække i arbejdstøjet, og tilmed forsøgte sig med pelsdyravl under krigen. Måske skyldtes det den indremissionske stil, hvor han på prædikestolen benyttede lejligheden til at bebrejde de nye kirkegængere der måtte være, at de ikke kom i kirken hver søndag. Det var ikke mindst de kommende konfirmander det gik ud over, når det som et led i forberedelsen til konfirmationen blev krævet, at de deltog i gudstjenesterne nogle gange før selve konfirmationen. Her kunne de så vælge at overhøre bebrejdelserne, og i stedet studere de spændende udskårne figurer på prædikestolen, samt de kalkmalerier der på dette tidspunkt var synlige.
Man forsøgte også med søndagsskole for børnene, men formen var nok ikke rigtig, for det blev ingen tradition. Det blev derimod basarerne i præstegårdshaven, der afholdtes for at rejse penge til misionsarbejdet. Her var der rejst boder i den gamle præstegårdshave med de store træer. I boderne kunne man købe lodder til et lotteri, fiske efter små pakker i en "fiskedam", eller kaste ringe der skulle falde ned over nogle opretstående pinde. Endelig kunne man måske se Danmarks eneste neger, der kom fra De Vestindiske Øer, og det var gratis, medens alt det andet kostede penge, og penge var ikke det der var mest af i de børnerige familier.
Det mente min mor heller ikke. Hun besøgte i stedet kirkegården, for hun var af den opfattelse, at en stikling der kom her fra havde de bedste muligheder for at vokse op til en stor og sund plante. Det havde de der lå begravet ikke noget imod, og de levende der kunne tage anstød heraf fik det ikke at vide.
For de store børn var det en oplevelse, at få lov til at gå med klokkeren op i tårnet og ringe solen ned. Man kunne få et kig ud over landsbyen gennem glughullerne, og det var muligt at se virkeligt langt omkring, for dengang var kirketårnene de højeste punkter i det ellers flade land. Måske fik man lov til selv at trække i rebet til klokken, når den først var sat i sving af klokker Nielsen, og så var der en rungen af den store klokke i det lille rum, så man nok kunne få en begyndende høreskade. Bagefter kunne man så føle, at man selv havde andel i at solen kunne gå ned i sit skjul derude i vest, medens mosekonen begyndte at trække sit slør over de lave moseområder.
Der var som nævnt konfirmationsforberedelse. Det foregik i præstegården i værelset ud mod haven. Her sad vi på stole i selskab med pastor Lorentzens samling af lange piber. Pigerne foran drengene. Så kunne Orla bekvemt binde pigernes lange fletninger fast til stolene medens Lorentzen var kaldt ind ved siden af.
Undervisningen var nok ikke særligt inspirerende. Jeg lærte en remse udenad med de tolv små profeter, og nikker genkendende til dem når de er afbildet i en kirke jeg besøger, men jeg ved ikke hvad de står for. Konfirmationen blev imidlertid overstået, med overhøring der vist ikke var særlig glorværdig. Derpå selve konfirmationen, med nyt tøj der hurtigt blev for småt, og som var bekostet af "Propforeningen" i Glostrup.
Bagefter var der festmiddag i den udstrækning økonomien formåede. Ikke de store fester, men onkler og tanter fra Sjælland var inviteret til steg og en flaske vin. Højdepunktet var telegrammerne. Især dem med penge i, for det skulle gerne blive til et ur, så man ikke alene skulle bestemme tiden ud fra solhøjden og kirkeklokkerne, hvis lyd endnu ikke var kvalt af trafikstøjen. Det var på telegrammerne, også dem uden penge, at man kunne se hvor populær man var hos naboer og byens øvrige beboere. Der var også gaver. Nogle måtte ud og promenere det nye cigaretetui, der blev starten på en last de senere gerne havde været foruden.
 

Familiesamfundet og boligen

Der var mange familier med store børneflokke og mange munde at mætte. Dette medførte at såvel faderen som moderen måtte arbejde, for at kunne betale husleje, mad og andre fornødenheder. Da der ikke var noget der hed børnehaver, måtte de større børn passe de mindre, når ingen af forældrene var hjemme. Der var imidlertid begrænsninger, for når de større børn nåede den alder, hvor de reelt var i stand til at tage ansvaret for deres mindre søskende, så skulle de selv ud at arbejde, og skolen skulle også passes. Det kunne derfor være nogle meget små børn der havde opsynet med deres mindre søskende.
Det nødvendige arbejde i familien fulgte den tids mønster. Moderen lavede mad, og hvis der var en pige i familien måtte hun hjælpe til. Drengene slap dog heller ikke for at deltage. Hos os måtte drenge der endnu ikke var begyndt at arbejde være med til at pille de kogte kartofler, og det var mange. Det var derfor en formildende omstændighed, at man ved at begynde arbejdslivet slap for kartoffelpilningen. Drengene skulle ligeledes være med til at holde huset rent, men det bestod i reglen blot i fejning af gulvet, for støvsuger var der ikke, og gulvvask forekom naturligvis ikke hver dag.
Dette gav nok ekstra slid på gulvene, så de måtte med mellemrum ferniseres på ny. Hvad der kunne fjernes fra rummet blev fjernet, gulvet skuret og den nye fernis strøget på. Da den tørrede langsomt, og de øvrige værelser i huset hele tiden skulle bruges, så blev der udlagt indskudsplader fra spisebordet, skabsdøre og andet der kunne holde til at blive trådt på, så man i et par dage kunne passere fra værelse til værelse uden at lave fodspor i den nye fernis.
Familielivet sled også på møblerne. Spisestuestolene kunne så få et nyt krydsfinerssæde bestilt hjem fra Candor, medens det øvrige fik en gang brunelejne, der var en slags lak der nok friskede op på udseendet, men ikke ligefrem imponerede med en blank og modstandsdygtig overflade.
Lofterne var malede trælofter, og her var det i reglen nok at vaske sod fra kakkelovne, petroleumslamper og madlavning ned, men det var et ubehageligt arbejde, med det snavsede vand der løb ned af armene og ind i ærmerne. Skulle rummet gøres helt i orden måtte der også sættes nyt tapet op. Her kunne drengene igen gøre en indsats ved at klippe den ene kant af, for tapetet havde en smal kant i begge sider, der var beregnet til at gå ind under den næste bane. Endelig var der gardinerne, der måske kunne klares med en gang vask, men ellers måtte fornyes. Men så lugtede der også frisk og godt, og huset var klar til en konfirmation eller anden familiefest
Renovation var der ikke noget der hed. Affald blev smidt ud på en lille mødding ved huset, med mindre det kunne sælges til jernkræmmeren, der købte gammelt jern, klude og ben. Det meste blev i virkeligheden omsat igen i haven sammen med lokumsspandens indhold. Her var det med til at styrke fattigmands økonomi, for kartofler, kål, porrer og endda en så eksotisk vækst som jordskokker, var vigtige ingredienser i den daglige madlavning. Her var det ellers mælk der var tilgængelig, og derfor var boller af kold grød fra dagen før, og nu serveret i varm mælk, ingen sjældenhed. Det kunne også være rugbrødsterninger der blev serveret i mælken og med spegesild til. Ellers var vælling, frugtsuppe eller frugtgrød et kærkomment supplement til hovedretten, med den sparsomme tildeling af frikadeller eller andre produkter med kød som råvare.
Kunne det ikke blive til andet, kunne man få nogle store billige tomater, der kaldtes aber på grund af deres lighed med visse abearters bagparti. Når tomaterne blev skåret i skiver og stegt på panden blev det kaldt tomatbøf, men de havde nu ikke meget lighed med de bøf man kunne få ud af farsen fra hesteslagteren i Istedgade. Livretterne var dog mest kartoffelgrød med stegte løg og måske flæsketerninger, pandekager og så naturligvis de store festmiddage med flæske- eller oksesteg, eller måske en høne eller and.
Den personlige hygiejne havde trange kår. Især før vandværket blev etableret. Det hjalp dog ikke så meget hos os, for der blev hverken lagt vand eller elektricitet ind i huset bag "Ønskehuset", hvor vi boede til leje i den sidste halvdel af trediverne. Vand måtte derfor hentes ved håndpumpen og varmes på komfur eller primus. Den daglige vask foregik ved hjælp af et fad i køkkenet, og bad var noget man gennemførte ved juletid i en balje, alle mand efter tur i det samme vand.
Når der var storvask krævede det en større forberedelse. Tøjsnore skulle hænges op. Pindebrænde hugges til at sætte fut under vaskekedlen, og så skulle der pumpes masser af vand op med håndpumpen til brug for vask og skylning. Til selve vasken havde vi et sindrigt apparat. En vaskemaskine. Hånddrevet ganske vist, men alligevel en slags tromlevaskemaskine, og ikke et af disse vuggeapparater af træ der ellers var almindelige.
Vor vaskemaskine bestod af en underdel med en forsænkning der kunne gå ned i komfurets ildsted når ringene var taget af. I underdelen hvilede den gennemhullede tromle, der havde en oplukkelig lem som tøjet kunne lægges ind og tages ud igennem. Tromlen kunne drejes rundt med et håndsving, og det hele var dækket af en aftagelig overdel. Nu kunne man bringe sæbevandet i underdelen i kog, en af drengene blev sat til at dreje i et passende tempo og tidsrum, og så var tøjet vasket. Skylningen måtte dog nok foregå med håndkraft i en balje, og vridningen af tøjet for at få vandet ud var ligeledes med håndkraft, så der var masser af manuelt arbejde.
Hvis man var heldig med vejret kunne tøjet tørres, lagnerne strækkes ved at min far og mor tog fat og lagde vægten i et træk i hver sin ende, og det der skulle rulles kunne få en tur på stokken i koldrullen med det stenbelastede lad, der kunne rulles frem og tilbage oven på stokken, og derpå løftes med en fodtrampe så stokken med det færdigrullede stof kunne tages ud.
Nu kunne der lægges rent på sengene, hvor der var halm i bunden, og over det en underdyne. Den kunne dog ikke forhindre at halmen støjede irriterende ved hver lille bevægelse, og at man så lå og var bange for at det var en mus der muntrede sig i sengehalmen.
Varmen i huset kom fra kakkelovnen i stuen og komfuret i køkkenet. Kakkelovnen var også midlet til at tørre børnetøj. Engang så kraftigt at der gik ild i det tøj der lå på toppen af kakkelovnen lige under loftet. Det blev dog heldigvis opdaget i tide, men gav anledning til en konstant frygt for at det kunne ske igen.
Kakkelovnen var dog også en ven, hvor man ved aftenkaffen kunne riste gyldne franskbrødsskiver, når man holdt dem med en gaffel foran gløderne bag risten i den åbne kakkelovnsdør. Man kunne også sidde ved resterne af komfurvarmen i køkkenet. Her kunne min far læse højt ved det sparsomme lys, der kom fra køkkenlampen til petroleum. Den gængse type, med en grøn glasbeholder til petroleum, og en blank, rund metalplade der skulle kaste lyset ud i rummet.
I soveværelserne var der kun den varme vi selv kunne producere, og dynerne holde på. Om vinteren var der is på vinduerne og ofte også på væggene. Der skulle virkelig overvindelse til at stå op under disse omstændigheder.
Den sociale tryghed for familierne var hurtigt overset. Hvis man var i virkelig nød kunne man få socialhjælp, men det var en udvej de fleste helst ville undgå, for det var en nedværdigelse, og det kunne også føre til indgreb i de borgerlige rettigheder så man ikke kunne stemme når der var valg. I sygdomstilfælde havde man sygekassen, men den skulle der også betales til for at man kunne nyde godt af den. Håndværkere som murere gik normalt arbejdsløse i en periode om vinteren. De kendte vilkårene, og var medlemmer af en fagforening hvor de kunne få understøttelse under ledighed. Det var der ikke kutyme for hos landarbejdere, så de måtte klare sig som de bedst kunne.
 

Børns arbejde

Det er tidligere nævnt at de større børn kunne arbejde på gartnerierne. Man behøvede dog ikke at være ret gammel for at deltage i jagten på penge til familiens underhold. I mit tilfælde fik jeg de første erfaringer i denne retning som avisbud, og var formentlig ikke engang i stand til at cykle. Jeg kunne derfor kun gå rundt i byen, medens mine ældre søskende betjente et større område ved stranden. Senere havde jeg distrikt ud i Nordmarken, og husker endnu den varme kaffe jeg fik en vintermorgen på gården "Plovmandsminde". Desværre var jeg så kold og kaffen så varm, at jeg følte mig forbrændt i munden lang tid efter, men hensigten var god nok og modtagelsen hjertelig.
Mit andet job var at køre med vasketøj for Fishers Dampvaskeri. Med en stor kurv foran på cyklen, kørte jeg om tirsdagen ud og hentede vasketøj i området Vallensbæk og Brøndbyvester strand, medens jeg om fredagen kørte rundt og afleverede det nyvaskede tøj, og fik penge med tilbage. Tøjet var da pakket ind i brunt papir, og regningen fastgjort uden på pakken. Hvis kunden ikke havde penge hjemme tog jeg regningen med tilbage, medmindre jeg havde fået besked på at tage hele pakken med, hvis der var besvær med at få pengene.
Min cykel med kurven foran var måske ikke særlig rationel. Fisher havde derfor fået fat i en trehjulet budcykel med en kasse foran. Den brød jeg mig ikke om. Den var uendelig tung at træde. Man sad forkert så man ikke kunne udnytte benkraften rigtigt, og så måtte den ikke køre på cykelstien, men skulle ud på vejbanen hvor bilerne hele tiden susede forbi.
Det bedste hos Fishers var, når man kom tilbage efter en lang tur langs Køgevej, og der så ventede en kop kaffe og et stykke nybagt franskbrød med et tykt lag smør. Det var jeg ikke vant til hjemmefra.
En af mine frivillige opgaver hos Fisher's var, at følges med Postens Ruth hjem til byen. Hun arbejdede i vaskeriet med at gøre vasketøjet klar, og det var naturligt at vi fulgtes ad, da vejen var øde, og der tidligere havde været overfald på en pige på denne strækning. Måske var det også med til at forøge uhyggen, at anden verdenskrig startede, og man allerede begyndte at tale om rationering, skønt Danmark ikke var indblandet.
Indtægten ved disse småjobs gik ind i familiens samlede økonomi. Dog fik jeg lov til at beholde en fast andel af drikkepengene. Hvis der altså var nogle. En del af disse blev nok sparet op til køb af mine hedeste ønsker, men der blev også råd til slik, og det har mine tandlæger senere profiteret af, for systematisk tandbørstning og vedligeholdelse var det ikke rigtigt muligt at
gennemføre.
 
 

Børns leg og hobbyer.

Som tidligere omtalt var børns udeleg oftest boldspil, skjul, hinkelege og lignende. Det var imidlertid langt fra alt. Legetøj var godt nok en mangelvare, men så gjorde tomme tændstikæsker og cigarkasser god fyldest som byggemateriale til fæstninger for tinsoldater, for lidt legetøj var der dog. Armeen af tinsoldater blev hos os udbygget ved selv at støbe nye. Det skete ved at lave en todelt form af gips, og smelte tin eller bly i en snustobaksdåse i kakkelovnen, og så håbe at formen holdt når det smeltede metal blev hældt i, og spruttede godt op gennem påfyldningshullet.
Man kunne også lave et skib af et bræt, og sejle i det flade vand når engene var oversvømmet om foråret, eller snitte en propel og bygge en drage til demonstration af vindens kræfter. Det bedste var dog hvis der kunne blive råd til at købe et Teknosæt. Det bestod af flade metalskinner og vinkler med videre, med tre rækker huller i, så de kunne samles med skruer og kombineres på mange forskellige måder. Der var også aksler, remskiver, fælge, dæk, tandhjul og selv en elektromotor, der var storforbruger af batterier men havde en minimal trækkraft. Det var datidens Lego, men egentlig mere rigtigt, fordi det blev skruet sammen, og derfor bedre svarede til det virkelige livs konstruktioner.
For mit vedkommende gik legen mere over i en hobby da jeg var omkring 10 år og begyndte at bygge modelfly. Familiejournalen var begyndt på en serie med beskrivelse af hvordan man byggede modelfly, og det måtte jeg prøve. Godt drillet af mine søskende der ikke rigtigt troede på foretagendet.
Under alle omstændigheder startede jeg på bygningen af min FJ-1, som modellen hed. Der var ikke råd til at købe et byggesæt med alle nødvendige materialer. Da der skulle bruges noget 1 mm tykt krydsfiner- som ingen ville tro overhovedet eksisterede- brugte jeg i stedet krydsfinerbunden fra en margarinekasse, som jeg flækkede et lag af ved hjælp af et stemmejern. Heraf blev så udskåret profiler til vingen og spanter til kroppen ved hjælp af en løvsav. Lister har min far nok skåret, japanpapir til beklædning blev købt hos Otto Thiim i Glostrup, og acetone og celluidspåner til fremstilling af dope til imprægnering fik jeg hos farvehandleren i barakbygningen overfor.
Det var en stor dag da mit modelfly var færdigt og skulle prøves i luften. Dagen blev endnu større da det til alles forundring viste sig at flyve udmærket, og tvivlerne måtte stikke piben ind. Dette blev indledningen til en epoke hvor jeg blev medlem af en modelflyveklub i Glostrup, og min broder Hans tog også denne hobby op. Postens Aage forsøgte sig også som modelbygger, og vi havde nogle goder timer sammen ude i deres veranda, men ellers var det ikke noget man gav sig i kast med blandt byens unge.
Det var sikkert meget velset hos mine forældre, at vi gik i gang med denne aktivitet, for min mor var altid meget bekymret, hvis vi var ude at strejfe en aften, idet hun mente vi skulle holde os fra gadedrengene. Det var nu meget uskyldigt hvad der foregik. Den værste vandalisme var nok hvis en dreng kastede sten efter en af de søvnige gadelygter med den hvide emaljeskærm. Den kunne give et ordentligt "Pling" hvis stenen ramte. Måske ramte stenen også pæren, og det var jo ikke så godt, for det var meget mørkt i byen dengang.
Nytårsaften var det noget andet. Så blev der set gennem fingre med at havelågerne endte oppe i flagstængerne, en plov på gårdens stråtag, og en hestevogn ude på isen på dammen ved Enghavegård. Der var mulighed for billigt fyrværkeri ude fra fabrikken. Der var flotte raketter, men også store kanonslag. Et af dem lå på den store sten ved slagterens hjørne. Det tog det bedste af min hørelse for resten af livet, da et advarselsråb kom for sent.
Jeg tvivler på, at der var ret mange der havde en egentlig hobby på den tid. Man kunne cykle lidt rundt når det var vejr til det, læse, høre radio og måske køre en sjælden tur i biografen i Glostrup. Min broder Bent dyrkede fotografering, og forsøgte sig med at lave billeder selv, ved at belyse fotopapiret gennem negativet i en klapramme der stilledes ud i solen, men omkostningerne gjorde, at det ikke blev en hobby man kunne bruge særlig meget tid på. Den meste energi var nok også forsvundet efter lange aktive dage, der jo også omfattede hele lørdagen, såvel i skolen som på arbejdspladsen.
 

På opdagelse.

Man kunne også være nysgerrig. Følge efter den el-mester der skulle tilse højspændingsledningen tværs over mosen, og først afbrød strømmen i transformatortårnet ved Enghavegård. Det virkede ærefrygtindgydende farligt, dette med højspændingen og den lange isolerende stang han brugte til at betjene afbryderen oppe i tårnet. På vejen over mosen skulle han prøve om træmasterne var rådne ved at hugge et redskab ind i dem. Ved Tranegilde blev der opsat en ny fordelingsmast i stålgitterkonstruktion. Det var noget nyt på den tid. Det var meget spændende for os, og meget besværligt for dem, for adgangsforholdene i mosen var vanskelige.
Det var de også da mosen skulle udtørres. Nogle mente at jorden skulle udnyttes til andet end græs, men den blev alligevel aldrig noget kornkammer. Det var tørvejorden ikke egnet til, men den var god til kartofler og gulerødder samt familien Hans Peter Olsen's harejagt, og den blev faktisk så tør, at de fredede blomster vi kaldte Stjerner forsvandt. For de nysgerrige børn var der meget at se på. En stor gravemaskine der måtte lave sin egen svellevej for ikke at synke i mosen. Så kunne den også lave et nyt højtliggende løb for St. Vejleå, så den blev ført rundt om mosen. Uddybe det gamle løb, samt forlægge Bækrenden så den fulgte byens udkant.
Det mest spændende var dog pumpestationen. Et dybt, dybt hul, masser af beton og et pænt lille gulstenshus. I dybet gemte sig pumperne. Man kunne se flydernes stangforbindelse bevæge sig opad når vandet strømmede til. Så sagde igangsætteren bang, pumpen snurrede og vandet strømmede ud af det store afløbsrør med klappen der skulle hindre tilbageløb. Det var simpelthen så spændende at byggeriet måtte inspiceres hver dag.
Det samme var tilfældet da byens vandværk blev bygget. Store beholdere blev rullet på plads inde i fundamentet før selve bygningen blev opført i mursten og med tag af beton. Mon de havde tænkt sig at rive bygningen ned når beholderne skulle udskiftes. Der blev gravet rør ned i vejen og ført ind i husene. Bortset altså fra det vi boede i. Jo der var nok at se på hvis man var nysgerrig.
 
 

Udflugter og cykelture.

Nogle udflugter var gratis. Som f.eks. at køre ned til den nyanlagte Køgevej og se på den hjemvendende trafikstrøm en søndag aften. En del biler, mange motorcykler med fantasifulde sidevogne, der kunne ligne alt fra en motorbåd med forkromede ventilatorer på dækket, til Harley'ens overdimensionerede spidssnudede træsko. Hertil kom en endeløs strøm af cykler med bagagetasker og teltudrustning.
Vi var også ved stranden om dagen. En varm dag hvor solen brændte så tjæren blev blød på den tjærede og skærvebestrøede vej. Vi havde nok været nede på stranden ved Sandvejen, hvor der lugtede fælt af rådden tang, og man ikke skulle være fintfølende for at vade den lange vej ud til sandøen, hvor man så kunne frygte at drukne i sandhullet når man badede.
Jeg måtte blive ved stranden. Vandet her var for uhumsk til at bade i, og jeg måtte derfor nøjes med at se på de meget fladbundede både der kunne komme helt ind, måske blikkenslager Frederiksen der fangede ål, eller sommerhuse der ikke var begrænset af en byggevedtægt, og derfor kunne lade en udrangeret sporvogn indgå i konstruktionen.
Jeg var for stor til at sidde på stangen - eller der havde ikke været en ledig plads. Jeg havde heller ikke egen cykel, og måtte derfor gå hele vejen til stranden og tilbage igen. Alene på den brændende varme vej, og med bare ben.
Det var vel ikke så mærkeligt, at en mand ved kiosken på hjørnet tilbød mig en læskende sodavand. Min mor spurgte meget om hvad det var for en mand. Det forstod jeg ikke dengang. Og han var jo også kun en mand der syntes jeg så tørstig og støvet ud, hvad han ikke havde uret i. Men sodavanden blev til bøvsevand og trykken i maven, og sådan endte den udflugt.
Vi kunne også en enkelt gang komme en tur i Tivoli. Det har været en ordentlig udskrivning med forældre og 6 børn. Vi havde da også selv madpakke med, og måske blev der råd til en sodavand og en enkelt karruseltur. Zoologisk have var også en teoretisk mulighed. Men når Cirkus Royal havde slået teltet op ved Brøndby strand, og derpå kørte gennem byen med en kæmpemæssig skrattende højttaler på taget af en personbil, og afvekslende med noget der skulle forestille at være musik rekommanderede aftenens forestilling, så lå dette uden for mulighedernes grænser.
På en udflugt til byen kunne man til gengæld få lov at besøge Louise i Skydebanegade. Det var min farmors søsterdatter, og altså lidt langt ude i slægtskabet. Hun var gift med en former, og de havde en dreng på vort alderstrin, men efter vor opfattelse meget forkælet. Vi kunne dårligt komme alle otte pladskrævende medlemmer af vor familie samtidig, for de boede i en lejlighed nogle etager oppe, og pladsforholdene var ikke store. Til gengæld var det en nobel lejlighed, med lysedug på det mørke bord, og møbler der ikke var nedslidt som vore. Der var blankpudset messingfejebakke og børste til krummer, men det der undrede mig mest var, at der på døren til deres toilet med træk og slip sad et lille ovalt emaljeskilt med påskriften "Vestibule". Det var et ord jeg ikke kendte, og ikke kunne forbinde med rummets funktion.
Et af de hedeste ønsker et barn kunne have var dengang som nu, en cykel. Et middel til at udforske omverdenen, men også et redskab til brug ved budkørsel og avisomdeling. Jeg var omkring 10 år da jeg fik min første cykel. Indkøbt i Glostrup Cykelimport, og hjembragt af min far ved at køre med to cykler, d.v.s. at køre med den nye cykel ved siden af sin egen, og holdende den med højre hånd midt på styret. Det var en juniorudgave af en herrecykel. Lidt lavere i stellet, og derfor også hurtigt for lav, men jeg undgik da at få spændt træklodser på pedalerne for at kunne nå at træde. At det var en lille cykel forhindrede dog ikke at den blev stjålet en nat. Tilmed fra et udhus der lå godt tilbage fra vejen. Den blev imidlertid fundet igen ved politiets hjælp, så jeg slap med at savne den i en periode.
Den nyerhvervede cykel blev hurtigt udnyttet. Jeg cyklede til Mosede havn og så paketbådene tømme deres last ind i A/S Jessen's pakhus. Til Køge hvor der kunne være større både i havnen. En lang vej, hvor solvarmen gav luftspejlinger over vejbanen, og fuglene sang i beplantningerne langs vejen. Til Glostrup hvor man kunne se og høre det damptrukne eksprestog dundre forbi stationen, og blive advaret af stationspersonalet om ikke at stå for tæt på. Til Roskilde for at beundre domkirken, og til Børnehjælpsdag i Taastrup med optog og overflyvning af "Den flyvende Vinge", der var så stor, at passagererne også kunne sidde ude i vingen og se ud gennem vinduer i vingens forkant.
Jeg kunne nu let komme ud og besøge min skolekammerat Kurt i det yderste statshus, og det var muligt at følges med mine større søskende for at bade ved stranden. Jeg kunne også lave en tur sammen med Valde op til Værløse flyveplads, hvor man følte at det var nødvendigt at dukke sig, når datidens todækkerfly kom lavt ind over vejen, for at lande så tæt på hegnet som muligt. Da jeg havde overtaget Bents fotografiapparat benyttedes lejligheden til at tage nogle billeder af de parkerede fly, men det var ikke så godt, for nogle forbipasserende menige soldater advarede os om, at man ikke måtte fotografere, og rådede os til at gemme apparatet før der kom en officer. Det var før en fornuftig forsvarsminister ophævede fotograferingsforbudet på flyvestationerne.
Det var nemmere med svæveflyvningen i Værløse. Den foregik på området uden for hegnet, og her var der ingen der tog anstød af et gammelt kasseapparat, et af de æskeformede fotografiapparater der dengang var på konfirmandens ønskeseddel.
Vi havde nu også flyvning i Vallensbæk. En dag så jeg et fly der gik lavt ned ude over Stjernegården. Da jeg ikke så det komme op igen var det fat i cyklen, og hurtigst muligt ud på marken bag Stjernegården. Her stod der ganske rigtigt et todækker privatfly med piloten ved siden af, og en større forsamling af mennesker uden om. Piloten fortalte at han havde fået lyst til en cigaret, som han jo ikke kunne ryge i det åbne cockpit, men han må have været meget trængende, for det kunne ikke have taget meget længere tid at fortsætte til Kastrup, og med den tids trafik var der ikke risiko for at han skulle vente i køen af landende fly.
Den største udfordring var dog, da jeg to år i træk alene cyklede ned og holdt en uges ferie hos min tante i Slagelse. Min onkel var sejlende maskinmester, og deres voksne børn var på Grønland, så der var rigelig plads i deres købstadshus med træk og slip, og et mælkeudsalg med frisk franskbrød på den anden side af vejen. Et luksusliv uden lige, men lidt for stille, når der kun var tante Hansine, katten og papegøjen Lorido. Den lærte aldrig at acceptere mig, og den var ellers fremmelig nok, for den kunne bande på spansk, og når den var sulten sagde den "Lorido pille kartofler". Det var derfor alligevel dejligt at komme tilbage til kammerater og søskende, samt de mere beskedne forhold i landsbyen.
Cyklen kunne også bruges som legeredskab. Et stykke pap sat fast til stiveren til forskærmen med en tøjklemme, og en snor op til styret. Så var cyklen forvandlet til en motorcykel når pappet klaprede mod egerne. Man kunne køre om kap, og man kunne demonstrere hvor dygtig man var til at køre uden hænder på styret, sidde baglæns på cyklen, køre styrtløb ned ad de jordvolde der var efterladt ved udgravningen af Bækrendens nye løb, samt andre narrestreger. Nogle gange gik det galt. Store sår på knæene afslørede når der havde været nærkontakt, og det kunne være meget smertefuldt når de brød op igen ved et nyt uheld.
Men nægtes kunne det ikke. Cyklen var et afgørende skridt på vejen til opdagelsen af den store verden.
 
 

Sport.

Der var ikke megen mulighed for at dyrke sport. Der blev godt nok oprettet en idrætsforening, men faciliteterne var i starten blot et par håndbold- eller fodboldmål på en græsmark, og muligheden for at kridte en bane op. Der var således ikke noget der hed bade- eller omklædningsmuligheder, hvilket medførte, at spillerne udsendte en markant odør når de var blevet godt svedige.
På trods af de primitive forhold var der dog god tilslutning, ikke blot af spillere, men også af tilskuere der skulle se fodboldholdets superspiller spille med lårmusklerne. Det kom også dertil, at håndboldpigerne havde en træner. Respekten dalede dog, da det rygtedes, at han havde været indblandet i en batalje på Jernbanehotellet i Glostrup, og herunder havde smidt jakken, hvorved det åbenbaredes, at han kun var iført "Klipfisk" og "Raflebægre", d.v.s. stivet skjortebryst og løse manchetter, men ingen skjorte.
 
 

Kulturelle tilbud.

Det vigtigste kulturelle tilbud var biblioteket. Her kunne man låne bøger der svarede til eget behov og ønsker. Radioen gav sit tilskud af åndelig art, aviser og ugeblade ligeledes, omend lødigheden dengang som nu var diskutabel. Endelig var biografen en mulighed, selv om det kulturelle niveau også her kunne diskuteres. Min første oplevelse i denne retning var filmen "Barken Margrethe af Danmark", med Ib Schiønberg som skibskok. Det gjorde dengang et uudsletteligt indtryk på mig, at han foreslog at kurere en dårlig finger ved at hugge den af.
Et besøg af Frelsens Hær, der optrådte med sang og klingende instrumenter, kunne vel heller ikke kaldes en højkulturel oplevelse. Den egentlige årsag til besøget var da også at skaffe klingende mønt ved en tombola, hvor man blandt gevinsterne, der var udstillet på et bord, kunne være heldig at vinde en diasfremviser med stearinlys. Det ville jo være praktisk for os der boede i et hus hvor der ikke var indlagt elektricitet. Til gengæld var det heller ikke rigtige dias fra foto, men håndtegnede og kolorerede billeder. Sikkert en formue værd i dag.
Ellers var der ikke mange tiltag der kunne fremme kulturen. Et minimum af foreningsliv, ingen foredragsaftener, folkedans, dilletantkomedier eller kor og musikfællesskab af betydning, så selv et Oxfordmøde i Missionshuset, med vækkelsesprædikant og bekendelser fra de vækkede, kunne virke som en kulturel opblomstring i det sløve landsbyliv, Og når Karl Rasmussen kom og stillede sit staffeli op for at lave et maleri af præstegården, så var det i virkeligheden nok noget af det mest kulturelle man kunne se dengang.
 
 

Sygdom og ulykker.

Livet på landet kunne være farligt, men mulighederne for hjælp
 var allerede dengang forbavsende gode. Man havde en sygekasselæge i Glostrup som man kunne gå til i konsultationstiden. Man sad og ventede til det blev ens tur. Ikke noget med numre, men blot vente tålmodigt. Var man for syg til at komme op i konsultationstiden kunne man ringe til lægen, som så kom ind på sin runde med sygebesøg. Blev man alvorligt syg om natten, var det også ens egen læge der kom. Han måtte afbryde sin gode søvn og stå op for at tage på sygebesøg. Og han kom, for lægen vidste godt, at der var grund til uro, når de pårørende var gået ned til en telefonkiosk for at ringe.
Lægen kunne klare det meste. Lægge et brækket ben i gips, tage et fremmedlegeme ud af øjet, forbinde et snitsår eller trække en ormstukken tand ud. Vi fik alle de fleste børnesygdomme. Nogle regnedes for værre end andre, og krævede fuldstændig isolation. En af den tids svøber var polio, og der var grund til uro da der blev konstateret smitte blandt børnene i en skoleklasse der havde været på lejrskole. Heldigvis var kun en enkelt smittet. Senere kom poliovaccinen, og man behøvede ikke længere at frygte denne sygdom og de lammelser den medførte.
Selv fik jeg falsk strubehoste. Dr. Ammitzbøll kom og ordinerede behandling med damp. Han hjalp selv med til at bygge et telt omkring sengen med stole og tæpper, samt lave paprør der ledte damp fra en kogende vandkedel på en primus ind i teltet. Efterhånden fortog åndenøden sig, men det tog tid og en hjemmesygeplejerske at komme oven senge igen. Hende fik jeg en sprællemand af. Det var til erstatning for det opklæbede udklipsark fra Familiejournalen der var blevet ødelagt ved brugen som paprør.
En anden gang følte jeg, at jeg havde været syg et helt efterår. Da jeg lagde mig var der blade på træerne. Da jeg igen kunne komme ud var alle bladene borte, og træerne stod med nøgne sorte grene på den grå dag. Det kunne kun være nogle få dage jeg havde været sengeliggende, så det må have været en storm der fremmede efterårets komme.
Børnedødeligheden var faldet drastisk i forhold til 1800-tallets. Nu var det sjældent at børn døde. Alligevel skete det. En dag så jeg Elias fra kommunehuset med en lille hvid kiste under armen. På vej til begravelsen.
Forældre kunne også blive syge. Min far klagede sig meget da hans medfødte broklidelse blev til indeklemt brok. Men så fik han da den operation, der gjorde, at han ikke behøvede at gå med brokbælte for at holde brokken på plads. Da min mor fik blødninger der ikke ville stoppe måtte hun også på hospitalet. Den der plejede at samle trådene i hjemmet var borte for en tid, indlagt på Amtssygehuset på Nyelandsvej i København. Men det gik alligevel. Rutinen var indarbejdet så resten af familien kendte opgaverne.
Ulykker var der også. En dag var et flyttelæs lidt for højt til at gå under elledningerne tværs over vejen. Ham der sad oven på læsset troede han kunne løfte den nederste ledning ved at bruge sin hat som isolation. Det gik galt, og man måtte have fat i en jernkæde og slå over ledningen for at få manden fri.
En anden gang var det et stykke chokolade, der kastedes op til kusken på en fuldtlæsset høstvogn, der skræmte hestene. De løb løbsk, hvorved kusken faldt ned og blev dræbt. Ved skæbnens ironi gentog denne ulykke sig senere på den samme gård.
En mindre tragisk hændelse var det, da to biler stødte sammen på hjørnet af vejen til stranden, der lå ud for opkørslen til Gammelgård. Årsagen til sammenstødet var angiveligt, at man ikke kunne se hinanden for det høje korn på marken, så gårdejer Kortsen blev af politiet bedt om at slå det yderste stykke.
Der var ingen personskade, men bilerne kunne ikke selv køre derfra. Den ene var en personbil ført af en dame. Det var i sig selv ret usædvanligt på den tid. Hendes bil blev beskadiget i forpartiet, så hun låste den og forlod stedet, medens Falck bagefter kom for at hente køretøjet. Desværre havde hun trukket håndbremsen før hun forlod den. Falckmanden erklærede imidlertid at det havde han prøvet før, så han havde et stykke specialværktøj i form af et stykke ståltråd parat, så han gennem et hul kunne løsne håndbremsen, løfte forenden op i kranen, og køre bort med køretøjet rullende på baghjulene.
Den anden bil var en gammel Ford T, halvtons lastvogn ført af en mand. Den kunne ikke rulle så meget, for hjulene med træeger var brudt sammen. Det var dog ikke bare mistrøstighed, for ejeren erklærede fornøjet, at han nu havde fundet sin bortkomne pibe. Den var dukket frem ved kollisionens omorganisering af effekterne i køretøjet.
Det var også en ulykke når en hest faldt i et vandfyldt hul i mosen, og ikke kunne komme op ved egen hjælp. Så kom Falck igen med kranvognen, og hvis man kunne få en bred gjord under bugen, kunne man med kranen løfte hesten op af mosens sug. I reglen gik det godt. Gik det galt lå den døde hest og svulmede op, indtil bilen fra kødfoderfabrikken kom og trak den op ad en slidske ved hjælp af et spil, så den sammen med den øvrige last af selvdøde og ildelugtende dyr kunne bearbejdes, og igen indgå i naturens Kredsløb.
Den største og mest tragiske ulykke var dog da fyrværkerifabrikken sprang i luften og flere omkom. Deriblandt den skolekammerat der havde hjulpet mig samme formiddag efter et provokeret fald på stengulvet i skolens indgang. Da lærer Sørensen næste dag mindedes de omkomne fik følelserne frit løb hos alle os børn.
 
 

Brandvæsenet.

Brandvæsenet var naturligvis til for at hindre ulykker, eller for at begrænse følgerne af dem der opstod. Brandbilerne kom fra Tåstrup, og der kunne godt gå nogen tid før de nåede frem. Det var nok derfor man havde et cyklende brandkorps i kommunen. Det var folk som blikkenslager Frederiksen, Frede Andersen fra statshusene på Brøndbyvestervej, samt yderligere et par mand. De havde foruden uniform med hjelm fået tildelt en budcykel med bagagebærer foran, og på denne var placeret en spandesprøjte. I tilfælde af brand var det så meningen de skulle komme cyklende hurtigst muligt, og påbegynde slukningen, ind til de store slukningskøretøjer ankom, hvorefter de overgik til hjælpemandskab. Gårdejer Kortsen var brandfoged, og havde dermed kommandoen, også når de store slukningskøretøjer ankom.
Når så forskelligartede folk skulle arbejde sammen var det nødvendigt med øvelser.
En aften samledes alle, man lagde slanger ud, og sprøjtede lidt med motorsprøjten. Så kunne alle se hvor kraftig en stråle det kunne blive, og hvor mange kræfter der skulle til for at holde strålerøret. De omliggende haver fik også lidt vand, men det var nok mere til skade end gavn, da en direkte stråle var så kraftig, at den ødelagde de planter den ramte, og selv det vand der kom ned fra en opadrettet stråle kunne slå så hårdt at det var ødelæggende.
Under alle omstændigheder var aftenens underholdning reddet.
I øvrigt var det et krav at der skulle hænge en stige på væggen af alle stråtækte huse. Den ville nok ikke være til megen hjælp hvis der først var gået ild i stråtaget, men i tilfælde af en skorstensbrand, hvor der var gået ild i de tjæreagtige belægninger indvendig i skorstenen, kunne man nå op og gøre taget vådt omkring skorstenen.
Heldigvis var der ikke mange brande i min barndom. Den eneste bygningsbrand jeg husker, var da et glemt strygejern brændte sig vej gennem bordet på 1.salen i lærerboligen. Her blev skaden begrænset til en gennembrænding i tagfladen. Derved fik så blikkenslager Frederiksen lejlighed til at vise, at han også var skiferdækker, for det var et tag med belægning af rigtig stenskifer. Ellers kunne det gå ud over en halmstak eller brænde i tørvejorden i mosen, men det lod man blot brænde, og det var vist også næsten umuligt at slukke.
 
 

Lovens lange arm.

I det daglige så man ikke meget til politiet, der havde station i en mindre bygning på hovedgaden i Glostrup. Politistationen havde et fremskudt lokale - som en karnap - der lå helt ud til fortovet, men hvor meget man kunne overskue herfra er nok et spørgsmål. Bygningen var forsynet med politiets ovale grønne emaljeskilt, og om aftenen var der en grøn lampe der markerede denne vigtige funktion. De fleste af politiets opgaver var ikke særligt dramatiske. Man kunne få en bøde for at køre uden cykellygte, eller hvis man kørte flere ved siden af hinanden. Man havde også tid til at efterforske et cykeltyveri, samt lave opmålingsskitser ved trafikuheld selv om der kun var tale om materiel skade.
Der kunne også være almindeligt tyveri, hvor man ofte vidste hvem man skulle snakke med, og der kunne endelig være tale om bedrageri, som dengang kommunens kasse blev lettet for en del af indholdet af kommunens eneste administrative medarbejder. Man havde i det hele taget kik på kommunens penge, for en anden gang var pengeskabet simpelthen fjernet. Vist nok kørt væk på en trillebør, for så at blive skrællet et mere upåagtet sted. Det var naturligvis spændende at komme i skole en sådan dag, for kommunekontoret lå jo nærmest midt i skolegården.
En af de mere alvorlige og tragiske sager var det, da en beboer i landsbyen hængte sig. Angivelig fordi den pågældende frygtede en hospitalsindlæggelse for en mindre lidelse.
Den lokale politimyndighed var sognefogeden. Jeg kendte kun til dennes virksomhed som lægdsrullebestyrer, der hele tiden skulle orienteres når man forlod kommunen i længere tid, men det var vist også ham der opkrævede hundeskat.
 
 

Veje.

De kommunale veje var som tidligere nævnt tjæreveje. Det vil sige veje der var opbygget i en udgravet vejkasse, med sten af forskellig størrelse i de enkelte lag, og de finere materialer øverst. Her blev der til slut påført en belægning ved udsprøjtning af tjære, hvorpå der påførtes et lag fine skærver. De kunne så tromles fast i tjæren med en motortromle, ja selv en damptromle har jeg set i byen. Ved mindre arbejder klarede man sig med den håndtrukne tromle, eller man lod de forbipasserende køretøjer klare denne del af arbejdet. Det blev en udmærket og bæredygtig vej til datidens trafik, men den nyanlagte vej var hård ved cykeldækkene, ikke mindst fordi der rigeligt med løse skærver.
Der var hverken fortove eller cykelstier. I stedet var der dybe grøfter, og især fik Torvevejen ved en istandsættelse nygravede dybe grøfter, med flotte skrå sider, men ikke så rare at skride ned i.
Vridsløsevejen var lang og lige ud til Nordmarken og grænsen til Vridsløselille. Herefter var der nogle mindre knæk, men så gik vejen til gengæld over en viadukt til Roskildevej. Torvevejen var også lige på det første stykke, men havde efter fyrværkerifabrikken et par knæk med et mellemliggende vejstykke, hvor man et øjeblik kunne fornemme, at man fik mere eller mindre vind fra den gode eller dårlige side, alt efter den herskende vindretning. Her var der til gengæld ingen viadukt, men en bevogtet jernbaneoverskæring med bomme og ledvogter der vinkede klarsignal til toget, og om aftenen svingede en lygte for at vise at bommene var nede. Til sikkerhedssystemet hørte også en stor klokke på en mandshøj jerncylinder. Den kunne høres helt ned til landsbyen, men det var en gåde hvad den skulle gøre godt for, da man må gå ud fra at ledvogteren ikke var så svagt hørende, og lokomotivføreren til gengæld ikke havde mulighed for at høre den når toget var i fart. Da det var den mest benyttede vej til Glostrup, har der været tilbragt megen tid med at vente på at toget skulle passere og bommene igen gå op.
Brøndbyvestervej var den vej rutebilen kørte. Her var der et par skarpe knæk ved det yderste statshus og grænsen til Brøndbyerne. Det var kun et kort stykke, hvor vejen pludselig gik på tværs. Man har nok ikke kunnet enes med Brøndbyerne om hvem der skulle bekoste omlægningen, for det skete først langt senere.
Vejen til stranden havde også sine forhindringer. Dels det skarpe hjørne ved Gammelgård, der blev årsag til det omtalte trafikuheld, men også et par mindre knæk, hvor det er forekommet, at en bil ikke fik drejet i tide, og derfor klamrede sig til en elmast. Ikke en lysmast, for der var ikke lys på vejene uden for landsbyen.
Den nye "Gl.Køge Landevej" blev som Roskildevej anlagt i denne periode. De blev begge udført som støbte betonveje, hvor man kunne beundre de maskiner der udlagde betonen, når de kørte frem på skinner på hver side af vejbanen, medens betonen blev stampet på plads. Bagefter blev der udlagt halmmåtter, der jævnligt vandedes for at give en langsom tørring og lang levetid. Det må jo siges at være lykkedes. Køgevejen blev for en stor del anlagt som en helt ny vej, medens Roskildevej blot fik erstattet brostenene - der havde givet navn til spegepølsemaden - med den nye vejbelægning af beton.
Til at pusle om landsbyens veje havde man en vejmand. Ikke fordi han kunne gøre så meget, men opstod der et hul i belægningen havde man en tønde tjære på en særlig kærre. Her kunne den drejes så spunshullet kom nedad. Derved kunne man fylde en slags vandkande med en spredeplade på tuden, sprede tjæren ud på reparationsstedet, og bagefter smide nogle skovlfulde skærver ud over den våde tjære.
Om vinteren var det værre. Så skulle vejene ryddes for sne. Man havde først en hestetrukken sneplov af træ. Et stort trekantet monstrum med en styrebom bagud. Jeg så den aldrig i funktion. Senere fik man en rigtig stålplov til montering på en lastvogn. Med hydraulikanlæg så man kunne hæve og sænke ploven inde fra førerhuset. Den rene luksus. Det udvalgte køretøj var en Ford V8 der ejedes af en vognmand nede ved stranden. Man talte om at chassisrammen kunne blive slået skæv, men så galt gik det nok ikke.
Skulle der gruses, så stod der blot et par mand på ladet af en langsomt kørende lastbil og strøede gruset ud med skovle. Herefter fik man en tallerkenspreder monteret bag på lastbilen, men gruset skulle stadig skovles op i sprederen med håndkraft. Det har været et både koldt og farligt arbejde, for man kunne let miste balancen og falde ned fra ladet under kørslen.
Det var ikke altid sneploven slog til. Så måtte mand af hus, for vejen skulle holdes åben for rutebilen og afhentning af mælk på gårdene. Hver hus- eller gårdejer havde pligt til at stille mandskab til rådighed, og man kunne derfor se en lang række mænd med skovle, udføre det rydningsarbejde maskinerne ikke kunne klare. De blev overvåget af Frede Andersen, der som snefoged havde ansvaret for rydningen. Da han meget praktisk kom ridende højt til hest, havde han et godt overblik over arbejdet, og kunne kontrollere at man også fik ryddet vejen i den fastsatte bredde. Hesten var også et godt transportmiddel, når han skulle undersøge hvor mandskabet skulle sættes ind, for den kørte ikke fast i snedriverne. Man vidste dog på forhånd hvor der kunne forventes problemer. Her kunne de til gengæld blive så store, at det var nødvendigt at grave hylder, så sneen kunne kastes op på voldene langs vejen ad to omgange.
Når foråret kom, og vinteren rindede i grøft og grav, så var det ikke altid grøfterne var store nok. Især var det broen over Bækrenden neden for præstegårdshaven, der kunne give anledning til at vandet stuvede op. Det var særlig galt nar der var isflager i opbrud som kunne skrue sig sammen ved denne forsnævring. Så blev der oversvømmelse, og rutebilen mere lig en floddamper når den banede sig vej gennem vandmasserne.
Der blev også oversvømmelse i mosen, og på markvejene her, men det var hvad man kunne forvente, og normalt var der ikke behov for at benytte disse veje, før vandet var trukket bort af sig selv.
 
 

Natur og dyreliv.

Der var megen natur omkring Vallensbæk. Først og fremmest mosen, med de grønne enge, vandløb og mosehuller. Et af de foretrukne udflugtsmål var "Det dybe Vandhul", der lå i mosen ude bag Korsagergård. Det var nok oprindelig en mergel- eller tørvegrav. Nu var det et af de vandhuller man frygtede. Selv om vandet var rent, virkede det sort og ugennemsigtigt fordi man ikke kunne se bunden, og man fik altid at vide, at man ikke måtte bade i en mergelgrav, fordi vandet var så koldt at man fik krampe.
Det gjorde haletudserne ikke, og det var dem udflugten gjaldt. Man måtte følge udviklingen, fra æg til små svømmende sorte kommaer, og igen til frøer. Der gik også rygter om gedder, men det blev vist aldrig bevist, og vandhullet var trods alt af en så begrænset størrelse, at der næppe har været mulighed for at en gedde kunne overleve.
I Bækrenden og St.Vejleå var der rent vand og sandbund inden uddybningen. Det var herligt at tage en soppetur, men man skulle passe på iglerne, som der var mange af. De ville gerne sætte sig fast og suge blod. Hundestejlerne gjorde ikke fortræd. dem kunne man iagttage, men ellers tjente de jo ikke rigtigt noget formål.
I begyndelsen var der også storken. Denne store flotte fugl, der havde rede på Mariehøjs gavl, men forsvandt da fødemulighederne indskrænkedes ved mosens udtørring. Viben med den kække fjerdusk i nakken lod sig ikke anfægte af dette indgreb i naturens orden. Den fortsatte stædigt med at bygge rede i engene blandt græssende kreaturer, og forsøgte at lokke mennesket på vildspor når de kikkede efter reden. Den varslede forårets komme med sine skrig og nærgående overflyvninger.
En sommeraften i tusmørket kunne man høre horsegøgen - der i virkeligheden er en bekkasin. Den frembragte sin helt specielle lyd ved at dykke med udspilet hale, så halefjerene vibrerede.
Om efteråret høstedes naturens goder. Når jagten gik ind knaldede skuddene, og harer og vildænder måtte lade livet. Lykken var at finde en krudtrøgsduftende patron, der jo altid kunne indgå som et element i legetøjssamlingen. Så fik vi børn da også et udbytte af jagtsæsonen, for haresteg blev der næppe råd til, selv om den købtes lokalt.
 
 

Beboerne i landsbyen.

Man vil nok betragte nogle af landsbyens beboere som originaler. Det var de på en måde også. Originale mennesker. Silkehans der gik ude på vejen og snakkede med sig selv. Elias der havde drømmen om en Zigøjnervogn. Amageren der kørte rundt med en legevogn og samlede hestepærer til sit havebrug, og kørte på sofacykel. Gårdejeren der sad i stalden og besørgede i grebningen bag køerne, fordi det var hyggeligt at kunne snakke med fodermesteren under malkningen. Og det endte jo alligevel på møddingen alt sammen, hvad enten det havde været over lokumsspanden eller ej. Katinka der trak afsted med sin enlige ko, og havde præsten med til at hjælpe med at holde styr på den.
Forudsætningerne for en vis ensartethed skulle ellers være til stede. En meget stor andel af beboerne var nemlig i familie med hinanden. Således kunne det konstateres, at beboerne i 22 forskellige ejendomme havde mere eller mindre stærke familierelationer til hinanden, ofte som søskende.

Hvad er der blevet af landsbyens beboere fra 10-året 1930 -  1940. Ja, alle de ældre er døde. Nogle kan genfindes på gravsteder og gravsten på kirkegården. For andre har gravstenen fået en foreløbig plads ved kirkegårdsmuren. Her er et smukt stenkors med en inskription, at dette er træskomand Anders Poulsens familiegravsted, men Katinka er ikke nævnt, skønt det vel var hende der sørgede for at træskomanden ikke blev glemt. Her står også stenen for familien Banemann, der i så mange år forsødede tilværelsen for stedets unge, med levering af is og slik og et samlingssted for ungdommen. Nu er der kun gravstenene tilbage, og når de engang er borte, er der kun nogle notater i kirkebogen til at beskrive et helt menneskeliv.
Dem der som jeg var barn i perioden, er nu de pensionister der førhen blev kørt på "De gamles Skovtur" i gårdmændenes biler, men nu foregår det i bus, for gårdene er også borte, eller ombygget til ukendelighed, og i stedet for produktivt malkekvæg er det borgerbørnenes rideheste der græsser i engene i mosen, eller er opstaldet hvor det endnu er muligt.
På markerne, hvor man før hørte kølleslagene når køerne i tøjr skulle flyttes, er der nu parcelhuse eller rekreative områder med golfbaner. Men lyden af golfkøllens slag mod bolden overdøves hurtigt af den evindelige støj fra motorvejene der maser sig tværs gennem kommunen.
Det dybe vandhul med frøerne endte som losseplads, men genopstod som Vallensbæk Sø - eller måske blev stedet begravet under motorvejens asfalt. Den øvrige mose blev delvis fyldt op til brug som sportsplads, men endte i stedet som bane for hundetræning og motorcross. Men pumpehuset står der endnu.
 
 

Afslutning.

En forårsdag i april 1940 var der en usædvanlig motorstøj fra fly vi ikke kendte. Tyske fly og kongeligt opråb på lygtepælene. Om aftenen var alt mørkelagt. Danmark var besat, og det blev aldrig helt det samme igen. Og lad dette være afslutningen på beretningen om barndommens landsby og det liv den rummede.

Tilbage til forsiden

21 november 2000