Grønland

Næsten hele min tilværelse har haft forbindelse til Grønland. Det første skridt på denne vej blev taget umiddelbart efter min soldatertid. Jeg havde i foråret 1949 fået arbejde på et lille værksted på Roskildevej ved Brøndbyøstervejen. Det var ikke meningen det skulle være noget langvarigt, da det i første omgang drejede sig om at bygge en forskærm til en BMW, og det klarede jeg faktisk på en uge. I mellemtiden blev der ringet fra Dr Lauge Koch's kontor om man kendte en mekaniker der kunne tage med til Grønland i et par måneder, og den chance fik jeg.

Jeg var ikke længe om at slå til, og blev på denne måde medlem af Dr Lauge Koch's ekspedition, hvor jeg skulle stationeres i Mesters  Vig juli og august 1949 for at vedligeholde det udstyr, der skulle benyttes til at undersøge nogle blyforkomster der var fundet året før. Udstyret bestod bl.a. af en mindre firehjulsdreven lastvogn, motorbåd,  noget trykluftmateriel samt en diamantboremaskine hvormed der kunne udbores kerneprøver.

Forekomsterne var beliggende ved selve Mesters Vig-bugten, men samme år blev der fundet en ny og lovende forekomst i Blyklippen. Denne blev de følgende to somre undersøgt nøjere, men stadig som et led i Dr Lauge Koch's ekspedition, hvis hovedopgave det ellers var at kortlægge de geologiske forhold for hele området. Jeg deltog således også i disse undersøgelser, medens jeg resten af året var beskæftiget på et værksted i Glostrup.

Der blev nu dannet et egentligt mineselskab, Nordisk Mineselskab A/S. Dette selskab skulle fortsætte undersøgelserne, og nu på helårsbasis. Jeg blev først på året 1952 ansat i selskabet som den 6. medarbejder, og skulle have ansvaret for alt det tekniske under driften på Grønland. Det var modigt gjort, for jeg var kun 25 år ved ansættelsen, og havde blot en uddannelse som automekaniker at vise frem. Nu kom der for alvor gang i sagen. Der blev indkøbt generatorsæt, mineudstyr, lastvogne og bygninger . De skulle forsynes med fjernvarme samt træk og slip. Jeg var med til indkøbene, og var desuden på kursus i Sverige og England.

Midt på sommeren 1952 rejste jeg til Grønland som en af de første, og en voldsom byggeaktivitet blev sat igang. Både opførelsen af bygninger der skulle anvendes ved undersøgelsen af blyforekomsten, men også anlæggelsen af en ny flyveplads med en 1.800 m lang grusbane og tilhørende bygninger samt Radiostation, så der kunne holdes telegrafisk kontakt med omverdenen.

Så snart det var muligt begyndte man at sprænge en tunnel, der forventedes at give adgang til den del af forekomsterne der lå på dette niveau. Arbejdet blev udført i to-skift, og fremdriften var ca 2 m pr skift. Der blev boret med to trykluftdrevne boremaskiner, og det udsprængte fjeld blev lastet på tipvogne med en trykluftdreven lastemaskine, medens tipvognene blev trukket ud af et dieseldrevet lokomotiv. Der blev  for hver salve boret ca 30 huller med 2,4m lange bor med hårdmetalskær, og selve sprængningen forgik med speciel dynamit der kunne tåle de lave temperaturer. Ved sprængningen anvendtes lunter der brændte relativt langsomt, de såkaldte stubiner. Vil du høre hvordan en sprængning lød i 1953, så følg denne link.

De klimatiske forhold i området var usædvanlige for en der kom fra Danmark. Der var mørketid i to måneder om vinteren, men til gengæld var der midnatssol det meste af sommeren. Temperaturen kunne gå ned på -45 gr C, og snelaget kunne være over 2m dybt og jævnt fordelt i terrænet. I dette tilfælde sneede husene helt nede, så man måtte grave trapper i sneen for at komme ned til indgangen, og huller ned til trækvinduerne for at få luft. Trods de særlige forhold var det muligt at arbejde hele året, og kun en usædvanlig hård snestorm kunne få arbejdet til at ligge stille en dag eller to.

Efter to års undersøgelser besluttede man sidst på sommeren 1954 at igangsætte brydning, og man begyndte at forberede den udbygning der skulle til for at dette kunne ske. Det var dog først i starten af 1955 at forberedelserne virkelig startede. Der blev udsprængt rum i bjerget til en ny stor kraftcentral, samt til flotationsværk der skulle sortere malmen i bly og zink, samt skille ikke metalholdige materialer fra. De nødvendige maskiner og udstyr til installationerne kom op med skib, og der blev en voldsom aktivitet.

Først i 1956 var man nået så langt at produktionen kunne begynde. Det var ikke noget heldigt tidspunkt, for vandmængden i det sne- og isdækkede elvleje var da på det laveste niveau. Det lykkedes dog efter nogle vanskeligheder at få produktionen i gang, og den fortsatte til sommeren 1962 da den brydeværdige malm var udtømt.

Da produktionen startede i 1956 havde jeg opholdt mig 3½ år i Mesters Vig, kun afbrudt af ferier og assistance på kontoret i København. Jeg mente derfor tiden var inde til at søge tilbage til Danmark for at finde noget andet lave, men her fik jeg på grund af mit kendskab til forholdene i minebyen og minen tilbudt arbejde på kontoret. Et arbejde som jeg tog imod og som stadig gav mig kontakt med Grønland, for jeg var oppe på nogle specielle opgaver flere gange. Den mest spændende, men også den mest langvarige var da vi skulle påbegynde undersøgelser i det molybdænholdige Malmbjerg, hvor der måtte transporteres udstyr og brændstof over med slædetog trukket af bulldozere. Vil du vide mere om denne operation, hvor vi brugte gletcherne som transportvej gennem det over 1000 m høje fjeldmassiv, så følg denne link.

Minebyen var stadig bemandet til sommeren 1963, hvor jeg var med til at lukke den ned. Da vi stoppede generatorerne døde alt liv ud og der blev helt stille som det var inden opstarten i 1952. Selv urene stod stille, for de var elektriske, og frysehusene måtte tømmes da kødet ville fordærves i den herskende sommervarme. Foreløbig lå minebyen forladt hen, men efter nogle år blev der igen søgt efter brydeværdige malmforekomster men ingen fundet der kunne udnyttes på det tidspunkt. Er du interesseret i at vide mere om aktiviteterne i Blyklippen og Malmbjerget, så læs bogen "Blyminen i Mesters Vig".

For mig og næsten alle andre var det også slut. Der var ikke længere brug for den ekspertise der var oparbejdet gennem årene. Og dog. Jeg fik et telegram fra Statens Luftfartsvæsen, hvor man tilbød et job i København, for selv om driften i minen var indstillet, så var der stadig brug for flyvepladsen til andre opgaver, men nu skulle den stå helt på egne ben og kunne ikke længere trække på minens faciliteter. Og derfor var der brug for en som mig der havde erfaring med teknik og materiel der var nødvendig med den nye status.

Men læs  mere om dette i et senere afsnit om Statens Luftfartsvæsen.

Og minen, ja hullerne ind i bjerget er der naturligvis stadig, men de er afspærret og formentlig iset op. Husene er næsten alle borte fra jordens overflade, og sådan er det også gået for de fleste af dem der var med deroppe. Men der er stadig nogle tilbage, for i august 1999 lavede vi et træf i Bogense på Fyn, og her mødtes vi  50 personer for at snakke og mindes og prøve at genkende hinanden. Det kunne være vanskeligt, for det var 50 år siden blyet blev fundet og blev indledning til denne epoke på Nordøstgrønland. I august 2006 mødtes vi igen i Bogense. Der var naturligvis nogle der var med sidst som ikke kunne deltage denne gang, men vi var da 35 der havde været med deroppe.

Tilbage til forsiden

Redigeret 4 sep 1999